Af René Buchtrup
Hver gang jeg anbefaler Whiplash til andre, som ikke har set dette vidunder af en enestående film endnu, sælger jeg den ved at være “mere nervepirrende end ti actionfilm tilsammen”. Og den er skam go’ nok… Det ER Whiplash sateme!
På papiret lyder det måske ikke særligt sindsoprivende og nervepirrende: En ung mand går på musikskole. Han vil være verdens bedste trommeslager. Han går på musikskole, mens han bor hjemme hos sin far. Samtidig har han også en kæreste. Og så har han fundet en ny mentor i hans lærer fra musikskolen.
Det lyder næsten kedeligt. MEN, når man kigger på dét under overfladen, bliver det i den grad interessant.
For den handler om en ung mand der har meget høje ambitioner til sig selv. Som ikke stopper selvom hans hænder bløder når han øver sig på trommesættet. En ung mand der slår op med kæresten fordi hun ikke når hans tårnhøje ambitioner. Som nærmest afskyr hans alt for bløde far, som har opgivet sin egen forfatterdrøm. Men mest af alt er Whiplash en film om forholdet mellem den hårdtarbejdende musik-studerende og den brutale orkesterleder som svinger tangentstokken med en ubehagelig brutalitet og utilregnelig.
Filmens hovedperson Andrew bliver spillet af Andrew Teller. Han spiller fantastisk. Man får empati for den unges mands kompromisløse kamp for at opnå hans mål. Selv om han skubber folk væk, der står ham nærmest. Men vi forstår hvorfor han gør det.
Men selvom Teller spiller godt, er J.K. Simmons, der spiller den tyranniske Fletcher, i en klasse for sig. Simmons fik fortjent en oscar for bedste mandlige birolle for et par år siden. Han har i orkesterlederen fat i sin livs rolle som han spiller røven ud af bukserne af med spydige citater som: “It’s not your boyfriends dick. Don’t come early” (da en mandlig blæser ikke kan finde ind i rytmen) og “There are no two words in the English language more harmful than “good job”.
Fletchers andet citat er en hentydning til middelmådighedens regime: Vejen til succes går gennem stræben og hårdt arbejde. Blod, sved og tårer. At acceptere middelmådigheden, er det samme som at give op.
Filmens instruktør hedder Damien Chapelle. Han har både skrevet filmens super skarpe og vittige manuskript til filmen, samt instrueret de dygtige skuespillere i “musik-manegen”. Ja, manden er senere blevet kendt for hans drømmeprojekt “La La Land” med Ryan Gosling og Emma Stone. Bevares, den var da go’, men jeg synes bestemt ikke den er nær så god som “Whiplash”. Den immer ikke af samme intensitet og går slet ikke på samme måde i flæsket på dets hovedkarakterer. Faktisk er “Whiplash” samtidig også klippet sådan sammen, så billeder og musik minder om en adrenalin-pumpende actionflick, som rykker tilskueren ud på kanten af sædet og giver én svedige håndflader.
Sådan har jeg haft det alle de gange jeg har set dette lille kompromisløse mesterværk. Jeg har næsten ramt gulvet af bare spænding og har fået mit hjerte til at følge en helt anden rytme: En jazzet rytme som KUN en passioneret trommeslager kan følge.
Whiplash kan ikke få nok ros herfra, og jeg misunder dig hvis du har denne perle til overs endnu.
Fuldt hus til “Whiplash” som får maksimale 6 ud af 6 hamrer:
streammag,2017-09-30T08:00: