The Room anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Verdens dårligste film er og bli’r katastrofal. Men på den gode måde. Tommy Wiseau, manden bag alt i filmen, har intet talent for skuespil, instruktion og replikker. Og heldigvis for det 🙂 

The Room (2003). Instrueret af Tommy Wiseau

Super corny og minus-æstetiske sexscener, med overdrevent cheasy musik til.

En kvinde har lige har fået konstateret brystkræft, men ingen reagerer på det.

Den mest mærkværdige hilsen jeg nogensinde har hørt blive gentaget på film: “Oh, hi Mark”.

Dette er nogle af de mange, mærkværdige ting der foregår i kultfilmen “The Room”.

Tommy Wiseau havde engang en ambition: at blive anerkendt i Hollywood som en ambitiøs og dygtig instruktør og skuespiller. Det er ikke lykkedes. Og det kommer aldrig til at ske.

Til gengæld har filmen “The Room” fået så stor kultstatus, så biografer i hele verden (stadig) viser den femten år gamle film. Til særvisninger kan man endda lege pudekamp imens og kaste med med plasticskeer mod lærredet når uforklarlige ting sker i filmen.

Wiseau har både skrevet,instrueret, produceret OG spiller hovedrollen i “The Room” som blev lanceret som en psykologisk thriller da den kom i biograferne i 2003. Men inden den blev taget af plakaterne i USA (den gik ikke i ret mange uger), nåede publikum at lægge flade af grin over filmen, som ingen tog seriøst.

Jeg kan nemt forklare hvad filmen handler om. Det er nemlig såre simpelt:

Vores hovedperson Johnny (Tommy Wiseau) spiller spiller en bankmand, som bor sammen med hans kæreste Lisa (Juliette Danielle) som han er meget lykkelig med. Men hun er bare ikke lykkelig med ham. Faktisk er hun utro med Tommys bedste ven Mark (Greg Sestero).

Det er et simpelt plot. Det kunne have været et fint kammerspil. Om kammerateri og kærlighed. Men det såkaldte problem er at Wiseau, som jo som sagt både har produceret, skrevet, spillet hovedrollen OG instrueret filmen, ikke har noget som helst talent for nogen af delene!

Hvor skal jeg mon starte?

Det elendige manus eskalerer med krumme-tæer-replikker, som: “leave your stupid comments in your pocket”, “I’m tired, I’m wated…I love you, darling” og “Denny, two’s great, but three is a crowd”.

Filmen er produceret for 6 millioner dollars. Penge som stadig ingen ved hvor kommer fra. Flere scener fra filmen er optaget i studier i Hollywood, og det kan tydeligt ses. Bl.a. scenerne fra tagterrasen, samt baggården. Det ser så dumt ud.

Prikken over i’et, som gør at filmen falder fuldstændig fra hinanden, er det elendige skuespil. De fleste skuespillere overspiller så det driver. Når man så ovenikøbet har så dårlige replikker at arbejde med, gør det heller ikke tingene nemmere.

Men Tommy Wiseau er og bliver manden der trækker det hele endnu mere ned. Han har INGEN skuespiltalent OVERHOVEDET. Med overdreven Caps Lock må jeg på groveste understrege at manden SLET ikke har nogen følelse for at stå foran et kamera. Alt virker unaturligt. Han ligner et underligt yngel af Grev Dracula og Conan The Barberian med hans lange, mørke hår. Hans alt for store jakkesæt gør ham endnu mere funny-looking. Når han, udover dette, har et stoner face, som havde han røget en ordentlig koger lige inden hver scene, tager man sig selv i at spørge: mener manden det helt seriøst?

Hans underlige dialekt (på IMDB står der han kommer fra Polen) gør samtlige af hans replikker i filmen spøjse og fjollede. Det er ham der gør at filmen bli’r åndsvag så det halve kunne være nok. Men det er samtidig også dette der gør filmen så sjov. For det føles nærmest som en stor joke det hele. Spørgsmålet er så om Wiseau er med på denne joke.

En joke eller ej, så er filmen hyleskæg. Man skal lede meget længe efter et budskab med filmen. Måske er der intet? Who knows…

Jeg glæder mig til at se “hyldest-filmen” The Disaster Artist  i biografen hvor James Franco gakker ud som Wiseau. Jeg håber han kan indfange Wiseau som det excentriske geni han er 🙂

The Room får 2 ud af 6 hamre:  

 

The Room kan købes på dvd med engelske undertekster

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!