Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Erik Clausens film. Han er lidt for smartenheimer-københavner i hans film (som instruktør og/eller skuespiller), der med sin overdrevne socialistiske pegefinger fortæller hvad han synes om samfundet: Ned med de rige jakkesætstyper og halleluja for de hårdt-arbejdende middelklassemennesker. Det menneskesyn synes jeg altid hans film har båret præg af. Dog med undtagelse af hans forrige film “Mennesker Bliver Spist”. En totalt undervurderet film i mine øjne, som omhandler alzheimers og hvad det gør ved ens pårørende. Her var der ingen pegefingre. Kun en god historie og figurer som føltes levende.
Nu er pegefingeren i den grad tilbage. Samtidig er det blevet så firkantet, og som en skabelon, der er blevet brugt før. Det virker som et teater-stykke. Et stykke hvor næsten samtlige replikker bliver artikuleret så korrekt og ordentligt, så det virker piv falsk. Det kan end ikke reddes af garvede og dygtige danske skuespillere som Nicolas Bro og Bodil Jørgensen. Og ja, Erik Clausen. Som selvfølgelig spiller hovedrollen Thorvald.
Thorvald er en aldrende, egoistisk kunstner, med en smuk ung hustru og en ung datter. Han har samtidig en voksen søn, fra tidligere ægteskab, som hader sin far, for alt hvad han er. Da Thorvald efter et slagtilfælde, dør, viser en skytsengel (Jørgensen) ham hvordan hans pårørende håndterer tabet.
Der bliver smurt TYKT på når Clausen og co. prædiker hvad der skal gøres mens man lever, at man skal opføre sig ordentligt overfor ens medmennesker og bla bla bla! Det er en film der har så tyk og fed en morale som en kæmpe sumobryder. Men hvor fedt er det egentlig at sidde i biografen og blive belært?
Ikke specielt fedt, overhovedet.
To hamrer til Aldrig Mere I Morgen: 