Star Wars – Den Originale Trilogi (Renés anmeldelse)

René

René

Originaltitler: Star Wars, The Empire Strikes Back og The Return Of The Jedi. Instruktører: George Lukas, Irvin Keershner og Richard Marquand. År: 1977, 1980 og 1983. Genre: Action/Adventure. Kan Streames På Disney+

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i mit liv (jeg er 36 år) har set de originale Star Wars-film, fra henholdsvis 1977, 1980 og 1983.

Jeg ved det: det er nørdet. Men var det ikke for særlig længe, hvor alle endelig besluttede, at nørder var cool. At være nørdet var det nye sort. At nørderi var det største i verdenshistorien og…

Okay, i forstår måske hvor jeg vil hen af med dette.

Det er sgu sejt at være nørd. At have en helt særlig viden og interesse for noget. Jeg er filmnørd. Det står jeg ved. Og jeg elsker at nørde Star Wars.

Jeg så alle tre film for godt 22 år siden på vhs. De gjorde et stort indtryk. Fra den allerførste scene, hvor John Williams’ monstrøse symfoni, Star Wars temaet, blev blæst ud (af de beskedne) højtalere på min fars gamle B&O-tv, var der dømt ståpels for alle pengene (det fr jeg stadig når jeg genser den i dag). Den ikoniske intro med teksten der langsomt gik op af og forsvandt ud i galaksen. Jeg var så hooked som man overhovedet kunne være.

Hypen omkring Star Wars har siden 77′ været der. Den er altid været franchise man vendte tilbage til. Det er der mange grunde til.

De tre originale film, kan beskrives som et herligt mix af sæbeopera, fantasy og action. Samtidig er den også fuld af en god portion doseret humor. Skaberen, idémanden, arkitekten og legebarnet bag, George Lukas, har ladet sig inspirere fra forskellige religioner og mytologier og stjæler både med arme og ben herfra. Men han gør det bevidst.

Han er ikke ude på skjule hvor han har fået ideerne fra. En vigtig detalje der smitter af på hans intergalaktiske kærlighedsbarn. En enkel historie om de godes (rebellerne) kamp mod de onde (kejserimperiet).

Set med kedelige voksenbriller på i dag, og så objektivt jeg overhovedet kan, er der flere ting man kan undre sig over ved de tre film. Det er let at blive irriteret over C-3PO og hans evige Kloge-Åge-kommentarer, og ikke mindst, den måde han evigt og altid kommanderer rundt med R2-D2. Det er ærgerligt at den gamle jedi-master, Yoda, ikke er mere med end han nu er i de tre film. Han har en forholdsvis stor rolle i The Empire.., men er ellers kun med i “ånden”. Og lad os ej glemme de spøjse Ewoks (sjovt mix mellem Fraggler og Bubbibjørne), som kæmper side om side med rebellerne. Underlige skabninger, som både er tuttenuttede og dødensfarlige.

Det ser selvfølgelig helt anderledes ud fra min synsvinkel. Det er umuligt for mig ikke at tale om Star Wars uden at blive nostalgisk og være andet end subjektiv i min anmeldelse af de tre originale film. Ja, der er flere særdeles corny og platte replikker undervejs og ikke altid den mest knivskarpe instruktion af skuespillerne (mest i den første film, som Lukas selv instruerede) og småirriterende og barnagtige figurer/karakter, som aldrig ville se dagens lys, hvis filmene blev lavet i 2020. Men, men, men,- det er en del af hele Star Wars-pakken. Med smukke og vidunderlige skønhedsfejl som er enestående på hver deres charmerende måde, og som kun er med til at give filmene endnu mere kant.

Nej, i stedet burde du bare tage nej-hatten af, læne dig tilbage, spænde sikkerhedsbæltet og lade dig overgive fuldstændig til denne flyvende farvelade af et vaskeægte rumeventyr. For hvis du er med på The Millinium Falcon og for alvor er klar til en rutsjebanetur, har du nogle af de mest ikoniske scener i filmhistorien(!) til gode.

Man kan næsten blive helt rørstrømsk bare ved tanken om forældreløse Luke, der skuler sørgmodigt, men samtidigt søgende og drømmende ud i horisonten, med baggrundstæppet af de to sole der langsomt går ned. Hvem sagde poetisk, og næsten, helt æstetisk?

Eller de mange scener, hvor en irriterende, insisterende og samtidig dødcharmende Han Solo, konstant prikker til den unge Prinsesse Leia og som til sidst ikke kan modstå hans charme længere? Og som prikken over i’et, da hun siger at hun elsker ham, og han fortæller køligt og cool svarer tilbage, at han udmærket godt ved det.

Og måske, den mest legendariske af alle Star Wars-scener,- den hvor Darth Vader og Jediridderen, Luke, kæmper med lyssværd, og efter en dødensfarlig duel, hvor Luke mister den ene hånd, fortæller den ultimative superskurk over dem alle, at han er Lukes far.

“No. No. That’s not true. That’s Impossible”.

Nej, den er god nok, Luke. Han er din far og vi er endnu engang vidne til det pureste filmmagi.

Det er ikke breaking news at høre om alverdens granvoksne filmnørdede mænd, der som børn blev besat af Star Wars-universet, og som nu, tyndhårede, med ølvom og stram merchandise t-shirt om livet (host host, hvem mig? ), holder fast i, at Star Wars er det mest fantastiske i hele verden. Nostalgien spiller selvfølgelig en stor rolle. Også på listerne over verdens bedste film, som så ofte har A New Hope og The Empire Strikes Back. Disse minder fra de go’e gamle dage, der ofte synes forsvundet i en tid, hvor Hollywood-blockbusters altid føles spækket til bristepunktet med ligegyldig CGI og halvdårlige historier.

For længe siden…i en fjern, fjern galakse blev der produceret tre mageløse film, som inspirerede en hel verden, med en simpel historie om de godes kamp mod de onde. Sådan nogle historier går heldigvis aldrig af mode…

Star Wars kapitel 4, 5 og 6 (den originale trilogi) får 6/6 hamre:

🔨 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…