Koncertfilm af og med Slayer. Skrevet og instrueret af BJ McDonnel og Wayne Isham. Varighed: 131 minutter.
Slayer
Jeg skulle have hørt Slayer for 17 gang, da de i december 2018 gæstede Rayal Arena på deres Repentless tour. Det var deres sidste besøg i Danmark, og line-uppen med Obituary, Anthrax og ikke mindst Lamb Of God som support, gjorde at mine forventninger var enorme.
Desværre blev jeg et par dage før koncerten ramt af hornhindebetændelse, og det satte en naturlig stopklods for min plan om mere Slayer.
Slayer ville nok kalde mig en værre pussy. Kun døden bør forhindre dig i at tage til Slayer koncert, punktum.
Hornhindebetændelse er sgu i grunden ikke særlig mædl, men nede i sygesengen lå jeg altså, ynkelig og elendig.
Summa summarum:
Jeg missede Slayer.
….men nu var der en mulighed – denne ene dag – for en smule revanche.
En aften i CinemaxX i Århus.
En fiktiv spillefilm (….jeg finder selv ud) med masser af fed musik fra de sande thrashkonger.
Slayer har eksisteret i fire årtier, de er ældre en mine 36 år, og de lyder som de altid har gjort – sådan cirka.
De er sejlivede.
De har overlevet interne stridigheder, dødsfald og måske endda tidens tand. Men de har altid gjort det på deres egen måde, og givet fanden i folks mening.
“Kan du lide musikken er det fedt, kan du ikke; go fuck yourself, sådan synes deres mantra at være”.
Folk var mødt op i fuld uniform, vi drak bajere, og stemningen var meget tæt på den du oplever til en koncert.
Også alligevel overhovedet ikke.
Jeg sad ned!
Film og koncert
Handlingen er kort fortalt en historie om hævn.
En ung mand på flugt fra en grum fortid, må i bedste The Raid-stil smadre, tæske og myrde sig igennem talrige fæle nynazister.
Flugten udvikler sig til hævn, og det bliver serveret simpelt, eksplicit og fint underholdende.
Slayer er med som soundtracket til historien(…!), og de er en form for passive statister, og når de står og thrasher igennem midt i infernoet af hævn og vold.
Det er kun os publikum, der ser dem.
Til gengæld kommer Slayer “rigtigt” til deres ret, da hovedmanden bag det grusomme plot skal findes til en Slayer-koncert. Et rigtig møgsvin, men dog et møgsvin med god musiksmag.
Historien afsluttes, og vi får Slayer koncerten, der starter med Repentless, og slutter med den hellige “treenighed”, der består af de fire numre: South Of Heaven, Raining Blood, Chemical Warfare og Angel Of Death.
Jeg kan ikke pege på et band, der kan matche en Slayer-afslutning. Pension eller ej, de er kongerne.
Historien med den afsluttende koncert fungerede fint, men instruktør og manusforfatter kunne med fordel have lagt sig lidt mere i selen med eksekveringen.
Det blev lidt for meget med de forskellige kortfilm i selve filmen. Det var vist meningen, men det fungerede ikke særlig godt hele vejen igennem. Lidt mere historie ville have været fedt, men når noget ikke fungerer, så virker Slayer altid – de går til alt!
Det var fedt at se filmen på et stort lærred, men til de næste koncertfilm, der vises dernede, så må der gerne fyres mere op for volumen i salen.
Slayer er notorisk kendt for at spille lidt højere end alle andre – Mötorhead undtaget – så jeg manglede lige det sidste nøk op.
Hvem kan glemme, da de destruerede fesne Megadeth totalt i Scandinavian Congress Center for små ti år siden?
Bortset fra det, så var oplevelsen massiv. Tom Araya ligner stadig en ondskabsfuldt smilende afgud – og til dels en gråskægget, hyggelig bessefar, når han skuer ud over sine tusindvis af tilbedende ofre fra scenen. Kerry King står solidt placeret på hans højre side, og er ligeså grov og brutal at se på som altid. Hold kæft den mand spiller fedt!
Paul Bostaph er altså ingen Dave Lombardo, men hold op han kan spille, så man flere gange glemmer deres originale trommeslager!
Han har ikke den samme timing og ekvilibrisme som Lombardo, men sikken en energi der bliver lagt i hans spil.
Gary Holt er bandets showman, og hans soloer sidder som altid solidt og præcist. Han er virkelig sej på en scene.
Jeg sad tilbage i salen med en følelse af at være nået i mål. “Jeg fik min syttende Slayer koncert”, og nu kan livet som sådan gå videre.
Det er fedt at CinemaxX giver deres publikum muligheden for at opleve koncertfilm med gode bands på et stort lærred.
Det er jo aldrig det samme som at være til stede i virkeligheden, men fedt det er det sgu, og her er du desuden garanteret god lyd og ingen regn.
