Extraction (streaming anmeldelse)

Originaltitel: Extraction. Instruktør: Sam Hargrave. Produktionsår: 2020. Genre: action. Kan streames på Netflix.

af René Buchtrup
af Andreas Nørgaard

For en gang skyld, er vi blevet beriget med en Netflix-film, som slet ikke er så tosset.

Verdens største streaminggigant, har sejret med de fleste af deres egenproduktioner af serier, men få gange med deres film.

Den nye Extraction, er én af de få som lykkedes. Ikke pga. svulmende æstetik (Roma) eller sprudlende originalitet (Annihilation). Næh, simpelthen med en simpel actionfilm, som holder hele vejen og et tempo, der (næsten) ikke siver ud af adrenalin-ballonen undervejs.

Det er skraldebang-action for alle pengene. Ikke helt hjernedødt, ej heller vanvittig intelligent.

Chris Hemsworth går måske ikke over i historien som en af de helt store, men han gør det sgu godt som Tyler Rake her i Extraction. Hans forpinte sjæl bliver sat frem til frit skue, og det er altså Hemsworth’ fortjeneste.

Han kan sagtens spille helt fint skuespil. Som actionbøf er der ikke en finger at sætte på hans præstation, og filmen her yder hans evner retfærdighed.

Den mægtige Thor kan sagtens uden sin hammer.

At historien ikke er specielt original (actionhelt, der kan smadre ALLE, med ar på sjælen, og som er på redningsmission efter en kidnappet dreng?) er ikke specielt ophidsende. Manuskriptet (skrevet af Brødrene Russo, som også producerer filmen) får nok ikke en oscarnominering, men det kan man sagtens bære over med. For det er ikke en dialogbåret film. Overhovedet. Det er al den smækre-lækre action der bærer den fremad.

Extraction er en blanding af The Raid, Green Zone, Bourne og et eller andet med Jason Statham. Og særligt en hæsblæsende biljagt, der virker som et one-take, hvor Rake og drengen, Ovi, er på vild flugt fra soldater og gangstere, skriver sig ind i actionhistoriebøgerne. Man er næsten helt forpustet efter at have været med på bilens bagsæde.

Stuntkoodinator, Sam Hargrave, debuterer som instruktør. Hvad han ikke helt har styr på som personinstruktør endnu, har han til gengæld med overblikket, i samtlige af filmens scener med skuddueller, nærkampe, bilscener og alt andet voldeligt smadder. Det er en perfekt koreograferet omgang action og støvet når næsten ikke at lægge sig, inden næste bulder og brag-scene, med helten Rake og knægten, Ovi, på flugt i Bangladeshs gader.

Det er klichéfyldt til op over begge ører, men pga. kampscenerne og en pissefed Chris Hemsworth som Tyler Rake, så lander vi på en relativt flot karakter – selvfølgelig gør vi det, de kampscener er eddermame fede.

Extraction er det bedste bud på et uforpligtende adreanlin-rus, der forhåbentligt kan få tankerne lidt væk fra coronakrisen.

Extraction får 4 ud af 6:

🔨 🔨 🔨 🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *