Ad Astra (4k ultra + blu-ray anmeldelse)

René

René

Originaltitel: Ad Astra.
Instruktør: James Gray.
Produktionsår: 2019.
Genre: Sci-fi/drama.
Udkommer digitalt 20. januar og på 4k ultra hd, blu-ray og dvd d. 3 februar 2020.

af René Buchtrup

Følelsen af at være lille, ligegyldig og ubetydelig, kan man nemt få efter tur i rummet, med film som Gravity, Interstellar og Apollo 13,.

Film, som løfter minder én om, hvor skræmmende stort hele universet er, og hvor lille en puslespilsbrik, vi mennesker og Jorden fylder og betyder, i det kolossale univers vi befinder os i.

Når man snakker sci-fi-film, kan man godt blive lidt filosofisk og eftertænksom.

Måske det bringer store spørgsmål frem, om hvem vi mennesker egentlig er alene i universet og om vi nogensinde vil møde fremmed, intelligent liv.

De tanker har instruktør, James Gray, uden tvivl haft sig, da han sammen med Ethan Gross, har skrevet manuskript til filmen. De har sikkert tænkt på en storladen epos, om en mands rejse til det ukendte. 

Men det skulle ikke være for fremmedgjort. I centrum skulle det være en simpel fortælling om en mands søgen efter sin savnede far. Indpakningen skulle til gengæld være skræmmende, storladen, æstetisk og dragende.

I “Ad Astra” spiller Brad Pitt astronauten, Roy McBride, der udstråler ultra meget coolness (næsten lige så meget som hans Cliff Booth -karakter i “Once Upon….”), der arbejder for rumforskningsselskabet Spacecom. Han er faktisk så cool, at han selv i meget pressede situationer, aldrig har en puls over 80!

Det lave tale er ellers den gennemsnitlige hvilepuls for normale mænd.

Han får til opgave at tage på rummission, for at finde sin far, H. Clifford McBride (spillet af Tommy Lee Jones), som tidligere arbejdede på det hemmelig rumprojekt, Projet Lima.

Roy har, siden han var 16 år, formodet at han var død. Farmand er dog en vaskeægte helt. En patriot, hele landet beundrer for hans arbejde for nationen. Men Roy bliver ved en topsecret briefing, informeret om, at H. Clifford de seneste par år, har haft sin helt egen dagsorden og har isoleret sig fuldstændig. Samtidig har han sandsynligvis vigtige informationer om at redde jorden fra total strømsvigt.

De fortæller, at Far H. Clifford sandsynligvis befinder sig i nærheden at Neptun. Junior må hente farmand hjem i sikkerhed. Om han vil det eller ej. Og redde planeten fra total strømsvigt.

Der lugter lidt af redningsmission, ala “Armageddon”.

Roy McBride virker som en knudemand af format. Èn af dem, der har styr på sagerne. Selv i de mest pressede situationer, kan han kontrollere sig selv og sine følelser. Og det kan han også. Helt indtil fortidens gamle spøgelser hjemsøger ham, med en fraværende far der efterlod et savn, der ikke kan beskrives.

Pludselig bliver han konfronteret med det hele og hans fundament er ved at smuldre. Den ellers så cool’ Roy må indse, at dette ikke blot er faren der skal reddes. Hans indre dreng, der engang blev forladt, skal måske også selv.

Ad Astra betyder på latin “mod stjernerne”. Som publikum kommer vi i den grad på stjernetur, som sjældent er set smukkere og mere poetisk i 2019. Fotograf Hoyte Van Hoytema indkapsler i den grad følelsen af at være med på stjernetur. Der er flere referencer til the space-classic “2001 – A Space Odessey” undervejs, og flere gange undervejs, mærkes det som om man selv er strandet i et uoverskuelige, ydre rum.

I forhold til tematik i filmen, er der også klare referencer til krigsfilmen “Dommedag Nu”, hvor soldaten Willard sendes til Vietnam for at hente, eller rettere sagt, myrde, den ødelagte Obert Kurtz.

I 79’er-klassikeren står det klart at Kurtz ikke er til at redde.

Og måske står det til, på sammen vis, med Roys far.

Men hvor “Dommedag Nu” bruger sin voice-over til at sætte ord på fortvivlelse og stiller spørgsmål ved meningen med galskaben, bruges Roys fortællerstemme i filmen, på en overpædagogisk måde, til at skære tingene ud i pap, så dens publikum får alting serveret på et sølvfad. Der er desværre ikke meget der efterlades som et mysterium.

Det er en skam, for den har potentiale til meget mere.

Brad Pitt er fremragende som den plagede astronaut, som er splittet mellem sine følelser. Han giver en ærlig og flot præstation, om en frustreret mand, der kommer på sit livs sværeste mission. Både fysisk og følelsesmæssigt.

“Ad Astra” imponerer rent teknisk og gør hvad Damien Chazelle gjorde med hans måneeventyr “First Man” i 2017,- nemlig at give et realistisk bud på hvad en sci-fi-film. Vi er, som publikum, med på hele rejsen, hvor billeder og musik på klaustrofobisk og skræmmende vis, giver os følelsen af at være med på rummission.

Så selvom filmen gerne vil mere end den kan bære i rumdragten, og er mere kommefilosofi, end stor kunst, så er den stadig en helvedes flot rumrejse alligevel.

Ad Astra får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Billede og ekstramateriale: Der er i den grad den perfekte 4k-film, vi her har med at gøre. Fotograf Hoyte Van Hoytema er den store stjerne i denne sammenhæng, og har filmet én af de flotteste film i 2019. Hvis man har en stor fladskærm, kan man for alvor fordybe sig i de skræmmende, smukke billeder som præger filmen hele vejen.

På ekstra materialet kan man bl.a. dykke ned i en række slettede scener, høre kommentarsporet med instruktør James Gray og se de små dokumentarfilm, A Man Named Roy og To The Stars.

Tak til Pr Nordic

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.