Værk Uden Skaber anmeldelse

af René Buchtrup

Den stærkeste tyske film i årevis er både smuk, poetisk, rørende og humoristisk. Samtidig sætter den store, essentielle spørgsmål ved livet.

Værk Uden Skaber havde biografpremiere d. 18. april 2019

De bedste film får lov til at leve videre efter at rulleteksterne er færdige med at køre på det store lærred.

De allerstørste værker sætter spændende diskussioner i gang bagefter.

De mest interessante film, med noget få hjerne og hjerne, har et liv efterfølgende.

Det er de film som får lov til at rumstere i hovedet på folk der ser dem, og som måske, ligefrem inspirerer dem til at gøre noget med dette.

Sådan en slags film er den tyske film “Værk Uden Skaber”.

Den er som sådan ikke nyskabende.

Men der er alligevel noget særligt og helt unikt over den.

Den er instrueret af den tyske instruktør Florian Henckel von Donnersmarck, som debuterede med mesterværket “De Andreas Liv” tilbage i 2006.

Så drog han til Hollywood og lavede makværket “The Tourist” i 2010.

Lad os hurtigt komme videre igen og tilbage til Tyskland.

Det er der han er bedst til at lave film.

Han er nemlig tilbage, ligesom i “De Andres Liv”, i efterkrigstiden, hvor folket har brug for oprejsning. De har simpelthen brug for nyt håb efter krigens rædseler.

For at være helt præcis, følger vi kunstneren Kurt Barnert. Han mærker uroen som bette knægt inden krigen. Hvordan den nådesløse krig slår flere af hans nærmeste ihjel. Vi følger ham senere i efterkrigstiden, hvor han som ungt menneske, søger ind på kunstakademiet.

Den person som præger ham mest og måske er hans største inspirationskilde i de spæde år, er hans moster, som har et særlig kunstnerisk tilgang og som ikke lader sig begrænse af autoriteternes mening til hvad rigtig og forkert kunst er.

Efter en episode hvor mosteren har “smidt kludene” og spillet klaver foran sin nevø, bliver hun overført til et psykiatrisk hospital, hvor hun har mulighed for to ting: at få det blå eller det røde stempel på sine papirer. Sidstnævnte betyder tvangs-sterilisering og døden.

I slut-trediverne er det nemlig ikke plads til de psykisk ustabile, alle tosserne og de andre som skiller sig for meget ud.

Op gennem 50’ernes efterkrigstid følger vi Kurt som lige så langsomt finder meningen med livet som studerende på kunstakademiet. Men i forhold til hans mere avanvarde kunstsyn, er det ikke nemt at forlige sig med det tidligere DDR’s måde at se på kunsten på. Herefter forelsker han sig hurtigt i den smukke Ellie.

Vi er som publikum hele tiden et skridt foran vores karakterer i filmen, og vi ved at Ellies far er gynækologen som under krigen satte et rødt kryds ved Kurts mosters papirer. Dette giver et ekstra lag spænding i den fantastiske og storladne fortælling.

Kurt og Ellies eventyr strækker sig yderligere over grænsen til vesttyskland, som ikke ser så konservativt på kunsten i det hele taget. Her får Kurt det modsatte af vide af sine nye mentor på kunstskolen, som fortæller at kunsten skal udspringe af jeg’et.

“Værk Uden Skaber” er ikke bange for at at sætte diskussioner i gang og sætte store, essentielle spørgsmål.

Hvad betyder kunst for os mennesker?

Hvor meget er et menneskeliv værd?

Kan vi lære noget af historien?

Og kan vi skabe vores egen historie?

von Donnersmarck har simpelthen skabt en fantastisk smuk film, som ikke er bange for at favne bredt. Endda med store penselstrøg. En instruktør som formår at skabe en smuk, rørende, humoristisk og til tider, poetisk fortælling om menneskets kamp for meningen i tilværelsen.

Selvom filmen varer 188 minutter, føles den absolut ikke for lang. Undertegnede ønskede sig endnu mere med hovedpersonerne Kurt og Ellie da rulleteksterne dukkede op på lærredet. Han ønskede mere af det fantastisk levende univers han netop var blevet præsenteret for.

For karaktererne, i von Donnersmarcks univers, føles så ægte og levende. De føles som rigtige personer, med selvstændighed og virkelige skæbner. Dette er én af de mange grunde til at filmen føles så ubegribelig menneskelig.

Inden Kurts tante blev slæbt afsted til det psykiatriske hospital, fortalte hun ham en livslektie han aldrig ville glemme: kig aldrig væk.

En påmindelse om aldrig at se væk fra hvad der sker og at leve livet fuldt ud.

“Værk Uden Skaber” er én af de stærkeste filmoplevelser i flere år.

Værk Uden Skaber får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *