Utøya 22. Juli anmeldelse

af Andreas Nørgaard

Utøya 22. Juli er årets film(oplevelse).
Hvilken fabelagtig film!

Biografpremiere d. 3. maj 2018

Jeg havde sgu ærlig talt gruet noget for at skulle se denne film.

Jeg var i Barcelona med min kone i 2011, da det skete, og efter jeg læste om det på nettet dalede mit humør drastisk. Det påvirkede mig af en eller anden grund meget, og terroren og meningsløsheden var pludselig virkelig, og meget tæt på.
Det var derfor med bange anelser jeg satte mig til rette i biografsædet…

Filmen starter ud med ægte optagelser af bombeangrebet i Oslo, som gik forud for massakren på Utøya.
Det er ubehageligt at se alt blive smadret på den måde, og med tanke på gerningsmanden og hans motiver, bli’r det endnu værre!

Derfra går vi over til den egentlige film.
Den starter med hovedpersonen, Kaja, der fører en monolog med os seere, som samtidig er en samtale med sine forældre.
Det er et ret godt trick, der varsler det vi godt ved, men samtidig blot er en samtale.
Kaja går efterfølgende rundt og sludrer med nogle venner, diskuterer eksplosionen i Oslo, og skændes med sin lillesøster.
Midt i en samtale, lyder det første skud….
Er det mon fyrværkeri?
Folk er forvirrede, men så kommer der en masse skrigende unge nede fra anløbsbroen løbende.
Der er panik, folk flygter i grupper ud på øen, væk fra skuddene.
Problemet er bare, at de ikke ved, hvor skuddene kommer fra…
Hvor mange er det der skyder… Er det virkelig politiet der skyder, og hvornår kommer hjælpen?

Lyden af skud, fortvivlede skrig, tryglen og gråd:
Der er altså en lydmand/lydkvinde, der fortjener stående applaus for det arbejde, det er mesterligt.

En totaloplevelse?
Ja!
Stressfaktor 180?
…..jo mon ikke!!!

Der var flere gange undervejs, hvor jeg tænkte, og havde lyst til at udbryde; “bliv nu liggende, lad være med at løbe den vej, kom væk, hun kan jo ikke reddes osv”, men nåede hurtigt til konklusionen: det er en umulig situation at bedømme folk ud fra, og jeg tvivler stærkt på at jeg ville have handlet anderledes end de stakkels børn og unge, der så iskoldt blev henrettet af ham galningen!

En modig og overrumplende totaloplevelse.
Altså ikke overrumplende som i total surprise – vi kender jo “plottet” – men at det kan ramme så hårdt, det er voldsomt.
Der var nærmest tale om en kollektiv sindstilstand inde i den biograf.
Samtlige tilskuere sad musestille under hele filmen, og der gik ti minutter efter filmen, før den første rejste sig.
Stemningen efter en tur i biografen er set bedre, og et par stykker måtte lige kramme hinanden efterfølgende.

Dette er den mest ubehagelige film jeg nogensinde har set.

Den får og fortjener fuld plade af mig!

Utøya 22. Juli får 6 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Hov sgu da!
Vi mangler en ting.

Andrea Berntzen i rollen som Kaja:
Få er set bedre i de seneste ti år, så simpelt kan det siges.
Der bli’r brugt samme eminente kameraføring som i mesterværket, Son Of Saul, hvor kameraet ikke viger mere end halvanden meter fra hovedpersonen
Du er tæt på, du er tæt på mareridtet, kaosset og ondskaben.

Facebook

One thought on “Utøya 22. Juli anmeldelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *