Trækfugle anmeldelse

af René Buchtrup

Flot, sanselig og æstetisk. Og blodig som ind i helvede. Træfugle er en kontrastfyldt og flot film der skildrer indianerliv og stoffer i Colombia.

Træffugle havde biografpremiere d. 21. februar 2019

I de fleste amerikanske film som omhandler en ornli syg gangster, altså menesker der lever af kriminalitet, er det ofte med en form for glorificering af disse personer. Produktioner hvor man ofte hepper på de kriminelle.

Denne såkaldte heltedyrkelse er der ikke meget af i den colombianske film “Trækfugle” hvor vi fra slut-60’erne og frem til 80’erne følger et indisk stammefolk i Colombia.

Dét der kunne være endte som en udenlandsk “Godfather”, “Scarface” eller Goodfellas”, er i stedet sin helt egen sanselige og autentiske fortælling om Wayuu-folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela.

Stammefolkets overhoved hedder Úrsula. Hun finder sig ikke i så meget pis. Hun er en respekteret kvinde af Wayuu-folket. I starten af filmen følger vi hendes datter (Zaida) som er giftemoden. Hun skal giftes med den noget ældre Rapayet.

Úrsula er skeptisk. Også selvom Rapayet bringer stammen 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder som medgift.

Måske er hun skeptisk fordi Rapayet ender med at handle med narko og som årene går (mens Rapayet og Zaida stifter familie), vokser deres lyssky forretning også. Det de lever en mere farlig tilværelse og kontrasten mellem det familiære (ære og respekt) og forretninger (penge, korruption og mord) bliver større.

For Wayuu-folkets traditioner og ritualer, kontra det pengegriske og korrupte er modsætningsfyldt og selvom Úrsula konstant brokker sig over Rapayets rolle som far og beskytter overfor hendes børnebørn og datter, ser hun alligevel den anden vej som årene går og rigdommen vokser (deres telt bliver med tiden til et kolosalt hus).

“Trækfugle” har et roligt og næsten dvælende tempo, og selvom det er en fascinerende film at iagttage, føles den for distanceret og kølig til for alvor at komme ind under huden på én.

Uden at røbe for meget går det selvfølgelig galt for Rapayet og co (what must goes up must go down) og vi ser et imperium falde.

Som den kære Pablo Escobar i Netflix-serien “Narcos”, ender den kære
Wayuu-stamme med blod på hænderne. Deres fjenders, men også deres eget.

For selvom “Trækfugle” er rolig i dens tempo og til tider dvælende, er den samtidig også meget voldelig og blodig.

Colombiansk film går en meget lys fremtid i møde i selskab med instruktørparret Cristina Gallego og Ciro Guerra, som har lavet en flot og æstetisk film som har meget at byde på.

Vi glæder os til deres næste projekt.

Trækfugle får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *