The Predator anmeldelse

Hvis man savner actionklassikeren fra 87′, bliver man næppe skuffet med det nye skud på Predator-stammen. Masser af blod, indvolde og politisk ukorrekt humor i spandevis.

af René Buchtrup

Filmen kan bl.a. strames på Blockbuster

To rumskibe suser igennem himmelhvælvet. Det ene er på flugt. Det andet er på jagt. Rumskib nr. 2 styrter mod på jorden. Altså planeten Jorden.

Faktisk lige i Mexico hvor amerikanske lejesoldater er på mission. Da de skal til eliminere deres mål, vælter rumskib nr. 2 ned og smadrer alt. Lejesoldat Quinn McKenna (Boyd Holbrook) lister ind i rumskibet, hapser lidt “alien-udstyr” og sender det efterfølgende hjem til hans kone og 11-årige knægt i Michigan.

Bom! Så er vi for alvor i gang med drengerøvs-actionfilmen, “The Predator”. Men rigtig alvorligt bliver det heldigvis aldrig. Også selvom indvoldene flyder og blodet sprøjter. For filmen er fyldt med tørre jokes og one-liners, så stemningen aldrig bliver for alvorlig.

Filmens instruktør, Shane Black, som tidligere har instrueret film som “Kiss Kiss Bang Bang” (2005) og “Iron Man 3” (2013), var faktisk med som skuespiller i den gamle (og klart bedste i franchisen) nyklassikeren, “Predator” fra 87. Han har også tidligere leveret manuskripter til drengerøvs-hørmere som “The Last Boy Scout” (1991) og “Dødbringende Våben” (1987).

Kort sagt: Black kan sit shit med de dér drengerøvsfilm!

Historien i filmen udfolder sig mere og mere og er på grænsen til at spænde ben for sig selv med en lidt for kompliceret historie. For ikke nok med at regeringen (som selvfølgelig er de onde i filmen) er ude efter det stjålne “alien-udstyr”, men samtidig får McKennas søn, som er autist og en noget særlig dreng, også en mere vigtig og afgørende rolle i filmen. Derudover får den anden predator og hans predator-hunde(!) (som er på jagt efter den første Predator) afgørende betydning for filmen.

I den første Predator-film, hvor Arnold Schwarzenegger delte bøllebank ud i junglen, var historien simpel. Der blev Arnolds team slagtet én af gangen og til sidst var det mano e mano det handlede om. Eller rettere sagt, mano e predator.

Men selvom alle de voldsomme løjer bliver for meget og slutningen er ved at kamme over i “The Predator”, er det humoren og actionsekvenserne der for alvor tager kegler.

McKenna får nærmest rekrutteret nye soldater til en sin dræb-predator-og-red-min-søn-mission da han ender på en fangetransport med nogle meget karakteristiske medfanger. De er selskabet der konstant sørger for at spytte tørre hø-hø-jokes ud.

Det er politisk ukorrekt, flabet og grovkornet humor gennem hele filmen. Og det er rent ud sagt, pisse befriende og aldeles underholdende. 

Som da de ender i McKennas hus (ja, de bryder selvfølgelig ud af fangetransporten) for at finde hans søn og konen spøger hvad de jagter, og én af dem svarer: “an alien Whoppi Goldberg”.

Eller scenen hvor vores helte diskuterer hvorfor disse såkaldte monstre egentlig bliver kaldt predators (rovdyr: et dyr der æder for at overleve), når den i stedet burde hedde en sports hunter (storvildtjæger: en jæger der dræber drabets skyld), men at navnet predator bare lyder sejere. 

Humoren er særdeles grov, der bliver bandet og svovlet (motherf#cker bli’r der råbt og skreget ud MEGET i filmen), men dette er simpelthen særdeles herligt. Det er befriende når man kan mærke at filmen man ser er lavet til voksne, når aldergrænsen bliver hævet og man føler at der ikke bliver lagt låg på og at alt kan lade sig gøre mht. sex, vold og bandeord.

Så kan det godt være at det “bare” er en actionfilm. Men den får lov til at folde sig helt ud. Og det er sat’me vigtigt!

Alt i alt ender “The Predator” et sted hvor man går veltilfreds ud af biografen. Man smågriner lidt af de mange tørre jokes og tænker på de mange action-scener som alle er skarpe og godt koreograferet. Alt i alt, en drengerøvsfilm som leverer varen!

The Predator får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *