Terminator: Dark Fate anmeldelse

af René Buchtrup

Originaltitel: Terminator 6: Dark Fate. Instruktør: Tim Miller. Produktionsår: 2019. Biografpremiere: d. 31. oktober 2019.

Filmen blev set i Cinemaxx Aarhus

Feministisk actionbasker

Efter tre slatne efterfølgere til de ikonske og legandariske filmperler, “Terminator” fra 1984 og selvfølgelig, “Terminator 2: Judgement Day” fra 1991, er James Cameron tilbage med en ny film om de tidsrejsende robotter, der sendes tilbage i tiden, med formål at slå udvalgte mennesker ihjel.

Dog ikke som instruktør, som på de to første film, men som producent.

“Dark Fate”, som den splinternye Terminator-film hedder, er intet ringere end en feministisk heltefortælling, om tre forskellige kvinder: den unge mexicanske kvinde, Dani, superkvinden Grace (som er blevet sendt tilbage i tiden for at redde Dani), og Sarah Connor, som stoppede Skynets angreb tilbage i 1991.

Sidstnævnte kvinde, er mere hævntørstig end nogensinde. Hun sørger stadig over tabet på hendes søn, John, som blev dræbt af Arnolds Terminator (ja, ham) tilbage i 91′. Nu, 22 år efter, har hun kun én agenda, nemlig at dræbe alle Terminators der rejser til nutiden.

Forvirret? Tja, dette er faktisk en 3’er, som beder sit publikum om at glemme alt om “Terminator Salvation”, “T3” og selvfølgelig, “Genisis”.

Selvom dette teknisk er Terminator 6, er det alligevel nr. 3.

Ja. Det er en smule forvirrende.

Men egentlig er “Terminator: Dark Fate” en ret enkel historie om tre benhårde kvinder, der flygter fra en ny og sindsygt avanceret Terminator (Gabriel Lunas) der kan stort set alt.

Det starter som en katten efter musen-historie. For som Grace siger på et tidspunkt til Dani, så er denne nye Terminator ikke én man kæmper i mod, men én man flygter fra.

Selvfølgelig får de hjælp af Arnolds legendariske Terminator, som åbenbart er blevet ældre(?), leger familiepapfar (!?) og er blevet gardinsælger(!).

Ja, det er virkelig underligt, men samtidig er det også ustyrligt morsomt.

Faktisk sørger den kære Governator for filmens klart bedste grin, med hans fantastiske deadpan humor, så jeg måtte sprutte af grin flere gange undervejs.

Gammel vin, kickass action

Tim Miller, som stod bag den grovkornede og metakomiske “Deadpool” med Ryan Reynolds i hovedrollen, er filmens instruktør. Han har så meget kærlighed og respekt til franchisen, så det minder om J.J. Abrams arbejde på den nye Star Wars trilogi, “The Force Awakekens” fra 2015. Begge film kopierer nemlig både plot og detaljer fra de “gamle” værker, men på en kreativ og sprulende måde, der beviser begge instruktørers overskud som filmskabere.

Så selvom Dark Fate er ved at tabe sutten, mht. kringet historie (selvom det egentlig bare er gammel vin på nye flasker), så sparker actionscenerne så meget røv, så jeg måtte overgive mig, fuldstændigt. De er hulens opfindsomme, er så lækkert koreograferet og filmet, og foregår i sådan et tempo, så man sagtens kan se hvad der foregår.

Håb for fremtidens Terminator-film

Fans af de gamle, og eneste rigtige Terminator-film, vil glæde sig over gensynet med Linda Hamilton som Sarah Connor, som balancerer sin rolle perfekt mellem bad ass-handlekraftig, independent woman og sårbar og følsom kvinde, som egentlig bare savner sin søn.

Mackenzie Davis er som Grace cool as hell som den genetisk forbedrede soldat sendt fra fremtiden, og Natalia Reyes er lige dele sensitiv og sej, som menneskehedens kommende håb.

Og håb er nøgleordet for Terminator-franchisen, som måske kan reddes hvis filmens instruktør Tim Miller slår sig sammen med James Cameron igen. For selvom “Dark Fate” muligvis blot genbruger lidt af den go’e, gamle opskrift, der virkede engang, så gør den det så godt, at man godt kan glæde sig til endnu en omgang ude i fremtiden.

Terminator: Dark Fate får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *