Robin Hood anmeldelse

af René Buchtrup

Den fredløse legende får sit navn pga. sin hættetrøje(!) i den nye popsmarte 2018-version, der føles som en prut i vinden.

Robin Hood havde biografpremiere d. 29. nov. 2018

Da jeg var ca. 8 år gammel var jeg i skolens gymnastiksal og se et teaterstykke. Det hed Robin Hood. Det var et hyggeligt børnestykke som handlede om den fredløse Robin Hood og hans eventyr i Sherwood-skoven.

På det tidspunkt i stykket blev der fjollet om Robin Hoods navn og sagt følgende: “Robin Hood slog en prut”. Den sætning skraldgrinede alle i gymnastiksalen af. Jeg var én af dem der grinede højest. 

Det teaterstykke gjorde indtryk fordi det både fortalte den spændende historie om kammerateri, kampen mellem det gode og det onde, og selvfølgelig en god potion humor. 

Jeg gik skuffet ud af biografen for et par dage siden. Jeg havde lige set den nye Robin Hood-film. Det var da ikke Robin Hood, tænkte jeg. Det var da bare en dårlig undskyldning for at lave en pladder-action-skraldebangfilm. Og stjæle med arme og ben fra samtlige actionsucceser gennem filmhistorien. 

Jeg savnede nærmest teaterstykket fra barndommens gade. Jeg begyndte også at tænke på Disney-versionen fra 1973, hvor hyggen gik hånd i hånd med den gode historie om den fredløse helt, Robin.

Jeg savnede simpelthen det gode eventyr. 

Hvor var det blevet af?

Alt hvad jeg troede jeg vidste om legenden med bue og pil, er blevet slettet med delete-knappen i den nye 2018-version (det gør fortællerstemmen os meget opmærksomme på i introen af filmen). Robin Hood er i denne fortælling en rig godejer, mens Lady Mation er en fattig pige. 

Robin og Marion forelsker sig. Alt er godt. Robin bliver sendt i krig. Alt er forfærdeligt.

Den krigs og magtliderlige Sherif er skyld i dette. Han vil 
bekæmpe maurerne i Det Tredje Korstog. Han beskatter alle borgere i Nottingham for hver en krone de har. Han mener nemlig maurerne er et barbarisk folkefærd som vil frarøve Nottingham alt hvad de har kært. 

Krig er helvede på jord og det er vi som publikum ikke i tvivl om efter første krigscene (Black Hawk Down-rip off, dog med bue og pil i stedet for guns). Som et spøgelse vender Robin hjem til en verden som allerede har erklæret ham død. Inklusiv Marion. Hun har fundet en ny udkåren. 

Fortvivlet rotter han sig sammen med én af maurerne (Jamie Foxx) som får ham overbevist om at tage hævn på Sheriffen og give lidt retfærdighed tilbage til pøblen. Sheriffen kræver nemlig skatter af folket og tømmer deres lommer, så han kan fortsat kan finansiere hans evige krige på slagmarkerne. 

Maureren John, begynder en hård træning og Robin lærer at blive hurtigere og bedre med hans bue og pil, så han kan kan blive Nottinghams maskerede hævner om natten og blive dus med Prins John om dagen. Så han kan have sin fjende endnu tættere (Batman Begins-rip off). 

Efter ca. tre kvarter i filmen, var min tålmodighed opbrugt. Resten af filmen var én stor jammerlig undskyldning for bulder og brag-action. Så hurtigt klippet sammen, så man i den grad kunne få sig et vildt epilepsianfald (lige så pinagtigt som “Taken 3”) og slow-motion sekvenser, så selv Transformers filmene ville sige: så, rolig nu.

Jeg elsker actionfilm. Men de bedste actionfilm ved også hvad de vil. Nogle har oven i købet en god, sublim historie, spændende karakterer OG fedt koreograferet action. Andre vil gerne bare underholde.

Robin Hood 2018 vil være det hele. Være filmen med hjerte og hjerne. Den har de bedste intentioner, men falder i stedet til jorden som en slatten pil lavet af toiletpapir. 

Altså, helt ærligt, i denne udgave af Robin Hood får han sit efternavn… pga. sin hættetrøje han har på under røverierne! Hood! Den kunne lige så godt have heddet Robin Hoodie. Kæft, hvor dumt og popsmart….!

Få af actionscenerne holder (mest i første halvdel af filmen, inden jeg for alvor så mig sur på resten) og så er der Ben Mendelsohns sherif-figur. Han er bare god til at spille ond med ond på. 

Taron Egerton, som spiller Robin Hood, giver ikke karakteren mere end han gjorde i Kingman-filmene. Faktisk føles hans Hood-karakter som en light-version af de film. Jamie Foxx føles direkte malplaceret som hans mørke sidekick, John, fra de varme lande. Han overspiller og gør hele molevitten mere utroværdig.

Robin Hood slog en prut. Den var høj og klam og så var den væk igen. Ligesom denne film. Kort tilstede i bevidstheden, så væk og hurtigt glemt igen.

Robin Hood får 2 ud af 6 hamre:     🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *