Rambo: Last Blood anmeldelse

af René Buchtrup

Originaltitel: Rambo: Last Blood. Instruktør: Adrian Grunberg. Produktionsår: 2019. Biografpremiere: 19-09-19.

I disse konservative Trump-tider, er det alligevel helt underligt at se den femte (og måske sidste) Rambo-film.

Ikke fordi det er ikke er fedt med en voldelig actionfilm.

Nej, dem er vi faktisk helt pjattede med, her på Moviemanic. Det er mere fordi at “Last Blood”, der handler om den gamle og traumatiserede krigsveteran, John Rambo, er så gammeldags og sort/hvis i dens måde at anskue verden.

Rambo er en stilfærdig og rolig mand, der lever på sin gård i Arizona. Alt ånder fred og idyl. Lige bortset fra stemmerne og de mange skrig i hans hoved, som hjemsøger ham, nat efter nat.

Hans elskede niece vælger at tage et smut til Mexico, hvor hun vil finde sin far, som forlod hende som lille. Rambo prøver ihærdigt at tale hende fra det, men forgæves. Han advarer hende mod de væmmelige mexicaner-hatte, som kun vil hende ondt.

Donald Trump i Det Hvide Hus nikker sikkert genkendende til den kære Johns vise ord og tænker at muren, mellem USA og Mexico, snart burde stå færdig.

Og det bliver mere sort/hvidt, da det selvfølgelig viser sig at mexicanerne ER væmmelige. Der er ikke meget hygge-nachos med guacamole over dem, som KUN er ude på at kidnappe niecen, dope hende med hårde stoffer og sælge hende til prostitution.

Ubehagelige typer, hvabehar?!

Så skal der ikke mange studenterhuer til at regne ud, hvem der tager til Mexicanerland og prøver at redde hende.

Tonen i filmen skifter mellem de to kontrastfyldte veje “violinernes landevej” fyldt med sentimentalitet, der får lærredet i biografen til at dryppe, eller den stikmodsatte,- “lemlæstelsernes blodige motorvej”, hvor afhuggede hoveder ruller og indvolde bliver sprængt i småstykker, så man er ved at kaste op ved stanken af det.

Sylvester Stallone, har også været med til at skrive manuskript til denne film. Hans bedste skrevne værker tæller den første Rocky-film, den første Rambo-film og de to Creed-film. Her har han noget på hjerte i hans små, banale historier, hvor der samtidig er plads til at dele øretæver ud undervejs.

Der skal være en mening med galskaben.

Det hele føles dog lidt mere ambivalent i “Last Blood” som i det ene øjeblik snegler sig afsted i krigsveteranen hesteranch, hvor der konstant knævres om familie og passe på dét man har kært, til et pludselig skift hvor veteranen går amok og smadrer kranier og knogler, som var det frugt til blended babymos.

Det er Morten Korchs møde med Saw-filmene.

Uden at afsløre for meget, ender det hele i en hæsblæsende og voldsom finale på Rambos gård, hvor han slagter mexicanere ned, én efter én. Det går så stærkt, at man ikke kan nå at “nyde” den udpenslede vold, som føles som en hurtigtklippet musikvideo fra de glade 90’ere.

“Rambo: Last Blood” er klart seriens svageste led. 1’eren er den bedste i serien. 2’eren og 3’eren er overdrevne, men sjove. 4’eren er voldsom, men samtidig fokuseret og effektiv. Den femte er uden charme, sjov og en egentlig historie.

Dét der redder hele suppedasen, er evigt karismatiske Sly, som bærer den spinkle historie på sine store, hærgede skuldre. Vi tilgiver ham, for at fortælle bedrevidenede og moralske floskler i stride strømme, fordi han efterfølgende lammetæver mexicanske badguys sønder og sammen.

Jeg vil egentlig kun give filmen 2 uinspirerende hamre. Men den får alligevel en ekstra, da den 73-årige Stallone kæmper, alt hvad han kan, med kunstigt åndedræt og iltmaske, og til sidste åndedrag, giver den lidt ekstra.

Rambo: Last Blood får 3 ud af 6: 🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *