Oversete Perler – Top 5

af Andreas Nørgaard

Der er sikkert nogle film her på listen, som i har set, eller ihvertfald hørt om.
Forhåbentlig er der osse film i først stifter bekendtskab med nu, efter at have læst dette.
Det er film, der efter min ydmyge mening ikke har fået den anerkendelse de fortjener. Det er film, som ikke er allemandseje, hvilket egentlig er fedt nok for os, der er glade for dem, men synd for jer der ikke har set dem.
I er velkommen til at byde ind med jeres egne oversete perler i tråden herunder, jeg ved jeg osse har noget til gode.
HIT ME.

Her er film af nogle af de instruktører, der idag bli’r hyldet som nogle af nutidens største, og der er film af små Indieinstruktører, der bevæger sig rundt i det vakuum mange af de andre instruktører efterlader.
Det giver dem plads til i al ubemærkethed at lave deres “små” film.
Film, der i mange tilfælde begejstrer og drager folk, og film, der figurerer højt på folks all-time greatest lister.

God fornøjelse.

Monsieur Lazhar (2011) af Philippe Falardeau

Rigtig skøn, og samtidig alvorlig historie om en rar og hjertelig mand med åbent sind, og gåpåmod. En mand, som ser lyst og positivt på tingene, men som også bærer på en tragisk og trist hemmelighed.
Bachir Lahzar er kommet til Canada fra Algeriet under dramatiske omstændigheder, og får hurtigt arbejde som lærer på en skole.
Stillingen han skal besidde, er imidlertid en varm kartoffel, idet den tidligere lærer begik selvmord! En handling, der har påvirket alle på skolen, og som tvinger lærere og forældre til at gribe tingene anderledes an, og tage det tabubelagte spørgsmål, døden, op med børnene, der har reageret vidt forskelligt.
Lahzar trænger stille og roligt gennem børnenes indelukkede facade med sin ligepå og hjertelige facon – noget der giver gode relationer både med dem og de andre lærere.
Der bliver desværre dryppet malurt i bægeret i form af en emsig skoleinspektør, og nogle meget lidt forstående forældre, der ikke kan forstå ideen med Lahzar’ nytænkende måder at gøre tingene på…..

Filmen byder på fremragende skuespil, hvor jeg især er imponeret over to af børnene, der yder noget af det bedste jeg nogensinde har set fra børn på det hvide lærred, intet mindre!!!
Historien er god, og holder sig til det den skal uden svinkeærinder.

Drengene Fra Skt. Judes (2003) af Aisling Walsh

Her har i vaskeægte socialrealisme!

En katolsk reformationsskole i Irland, 1939.
Vi følger Aidan Quinns karakter, William Franklin, der bli’r lærer på en streng katolsk skole for forældreløse drenge.
Der hersker streng disciplin, og ubøjelige regler.
Franklin ser drengene som de stakkels skræmte børn de nu engang er, og giver dem noget de aldrig har prøvet før; kærlighed og omsorg.
Han bruger aldrig vold!
Han trænger igennem til dem alle, men skal kæmpe internt med overlæreren, den sadistiske Broder John.
Han mener modsat Franklin, at man skal tugte drengene til lydighed.
Han er et ondskabsfuldt og sølle svin af et menneske, der nyder sin uindskrænkede magt over drengene.
Der er nogle meget voldsomme scener i filmen, og jeg mindes ikke at have set en film, der er mere brutal og direkte end denne.
Deres interne kampe udvikler sig fra psykisk terror, til regulær vold.
Udover Broder John, skal Franklin også kæmpe imod flere kollegaers seksuelle misbrug af nogle af de unge drenge.
Hans gnist og vilje overfor drengene, giver dem et holdepunkt i livet, men er det nok?
Kan Franklin stoppe den uundgåelige tragedie?

Drengene Fra Skt. Judes er virkelig barsk og led at komme igennem, men den er altså det hele værd, og dybt tankevækkende.

The Fall (2006) af Tarsem Singh

Et fantastisk eventyr.

Den sårede stuntman, Roy Walker, ligger på hospitalet, lam i begge ben efter et fald.
Her møder han den lille pige Alexandria, der kommer sig efter en brækket arm.
De bli’r straks venner og fortrolige, og Roy fortæller hende en fantastisk fabel om en ond guvernør, og en broget flok, der skal styrte ham i grus.
Imellem kapitlerne får han Alexandria til at finde morfin på hospitalet…

Filmen sprudler af fortællelyst og energi, og er farverig som få.
Man sidder bare som seer og bli’r beriget med den ene smukke og veludførte scene efter den anden.
Desuden er historien virkelig rørende, og venskabet mellem Alexandria og Roy hører til de bedre, og mest troværdige i filmhistorien.
Man kan se filmen alene, eller sammen med familien, og man kan også sidde og nørde den, fordi den bare er så speciel og unik.
Kom i sving, folkens!

Nawals Hemmelighed (2010) af Denis Vileneuve

Denis Vileneuve, fra før han blev allemandseje, og det nye sort i filmverdenen.
Det er efter min mening hans bedste film, og det siger altså ikke så lidt – manden har kun lavet rigtig gode film, og det der er bedre.

Denne film viser religiøs fanatisme når det er allerværst.
Den viser ondskabens hæslige fjæs, og den viser det menneskelige breaking point.
Hvor meget kan et menneske holde ud, hvor meget kan et menneske rumme før det siger stop?
Nogle dele af det menneskelige sind kan ikke undertrykkes, nogle mennesker kan ikke undertrykkes og kues.
Filmens hovedperson Nawal må gå grueligt meget igennem, og ofre både samvittighed, uskyld og forstand på sin vej mod det hun søger.
Hvad det er må vi vente med at få vished om indtil den isnende slutning – det er grumt.
Det er så absolut ikke en lårklasker, men derimod en led satan, der hager sig fast i sindet, og bli’r siddende i lang tid efter.
Smuk og grum på en og samme tid.

Min største anbefaling herfra.

The Brotherhood Of War (2004) af Je-kyu Kang

Som nævnt andre steder, så kommer der en liste med de ti bedste sydkoreanske film inden alt for længe, så jeg værger mig lidt ved at skrive om denne her andre steder.
Den skal dog alligevel med her, men jeg sparer lidt på blækket, og går istedet full retard med filmen på den anden liste.
Brotherhood Of War skal med, fordi det er den bedste krigsfilm, der er lavet, og fordi der aldrig er nogen der kender den, når jeg nævner den.
Dette betyder jo så heldigvis, at en masse mennesker har dette fantastiske mesterværk til gode.
Hvor har i dog bare noget til gode!
På med pilen Palle, og giv dig hen til et krigsepos af de helt store.

Boblere:

Beasts Of No Nation
Manderiner
In America
House Of Sand And Fog
Magdalene Søstrene
Detachement
Barbarenes Invasion
No Mans Land
Following
Pi
Hard Eight

Vi runder af

Jeg håber – mere end tidligere – i har fået noget med fra denne liste.
Samtlige film på listen + boblere er film, der bør ses af alle.
Det er fremragende film, som fortjener al den opmærksomhed de kan få, og det er film, der ikke bare er tomme kalorier, og metervare-pladder.
Giv jer selv nogle gode filmoplevelser, og se nogle af de ovennævnte film. Jeg er sikker på i ikke vil fortryde det.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *