Løvernes Konge anmeldelse

af René Buchtrup

Originaltitel: The Lion King. Produktionsår: 2019. Instruktør: Jon Favreau

Biografpremiere d. 17. juli 2019

Dette er uden tvivl den meste ambivalente filmanmeldelse jeg til dato har skrevet på Moviemaniac.

At skulle skrive om den nye Løvernes Konge-film, er noget af det sværeste jeg hidtil har været udsat for.

Det lyder som en prøvelse og en øvelse af de helt store.

Det er det altså også.

Nu lyder det næsten som om at nogen har tvunget en vred, voksen hanløve ind i et bur med undertegnede iført en Lady Gaga kødkjole. Sådan forholder det sig dog heldigvis ikke.

Hvis nogen skulle spørge hvorfor det er så djævelsk svært, så forestil jer følgende scenarie: ung knøs, omkring de 10 år, rejser sig pludselig op, i biografen, mens han overværer Disneys tegnefilm “Løvernes Konge” i 1994, og råber: “NEEEEEEEEEEEEEJ!!!”

Drengen gjorde sig til, så alle biografgængere, blev forskrækkede og var ved at kvæles i deres popcorn, i scenen hvor løvekongen Mufasa bliver skubbet i døden af sin egen, nederdrægtige bror, Scar,

Denne aarhusianske dreng (oprindeligt fra Viby J), havde aldrig oplevet at at film, sådan for alvor, kunne prikke til hans følelser. Han fik, ikke overraskende nok, et helt særligt forhold til denne, næsten Shakespeare-inspirerede tegnefilm.

Et tyndslidt vhs-bånd flere år senere, op gennem teenageårene, bekræftede én ting soleklart: at dette var hans yndligsfilm og INGEN film kunne komme i nærheden af den.

Den havde jo det hele: en fantastisk historie, humor, store sange man kunne synge med på, mindeværdige replikker og gåsehudsfremkalende scener.

“Naaaaaants ingonyama, bagithi Baba
Sithi uuuuuuuhm, ingonyama”
.

Første scene. 10 sekunder inde i Løvernes Konge 2019, rejser hårene på armene sig på undertegnede. Præcist som i den gamle film. Det er gåsehudsfremkaldende, smukt og rørende.

Den kopierer alt fra 94-versionen til punkt og prikke, både når det drejer sig om de ikoniske billeder, mindeværdige replikker og de mange sange.

Det er billige tricks, men det er effektfuldt.

Kopieringen fortsætter efterfølgende. Hele filmen igennem. Det føles bare som en forlænget version af tegnefilmen, som dog er blevet transformeret til et langt afsnit af “Our Planet”, dog uden David Attenborough til at navigere os rundt i løjerne.

Attenboroughs beroligende ryst er heller ikke nødvendig i Løvernes Konge her i 2019. For vi ved jo alle hvordan det kommer til at foregår. Om den møgforkælede løve, der meget snart skal være majestæt. Men først skal han lige miste sin far og lære at sige hakuna matata, inden han indser, at han må og skal vinde over sin modbydelige onkel, før han til sidst kan brøle på kongesletten og forstå hvad livets store kredsløb egentlig er.

Det allerbedste i filmen, udover at filmen er overdådigt smuk og er den største visuelle fest vi får se i biografen i år(!), er Timon og Pumba (med stemmerne Billy Eichner og Seth Rogen), som i den grad sprudler og giver filmen en lille indsprøjtning af god energi.

God kemi og komisk timing er aldrig en dårlig ting, nu når filmen gerne vil være stor og majestætisk som sin tegnede forgænger.

Men dyrene har mistet deres personlige glød og personlighed. For dyr kan ikke vise følelser i virkeligheden. Uanset hvad Simba og co. kommer ud for, kan de blot ligne…. dyr. Ingen smil. Ingen tårer. Bare… “stone-animal-faces”.

Instruktør Jon Favreau, som tidligere instruerede “Junglebogen” i 2016, gjorde Mowgli-fortællingen til sin egen. I den turde han give, både karakterer og historie, et lille twist. En lille krølle, som gjorde den yderst seværdig. Historien om drengen, som voksede op blandt ulve, var både sød og rørende. Måske fordi at hovedpersonen var et menneske, som publikum kunne forstå og indleve sig i hans verden.

Men forståelsen og empatien mangler i Favreaus nye Disney værk, som bare føles som en flot kopifilm. Selveste Beyonce (som lægger stemme til voksne Nala) kan ikke engang redde det hele . Hun kan muligvis frasere så det basker (det gør hun overdrevet MEGET i hendes, og Donals Glovers, version af “Can You Feel The Love Tonight”), men nogen dygtig skuespiller, det er hun simpelthen bare ikke. Stemmen er monoton og kønsløs. Beklageligvis.

Dette er den mest ambivalente anmeldelse jeg har skrevet. At anmelde min ultimative yndlings Disney-tegnefilm til kun 3 hamre, er det mest underlige jeg har gjort længe. Men det er jo det hele handler om. Den er jo, desværre bare, en særdeles flot disney-kopi. Uden glimtet i øjet og alt den sjæl, som den gamle version bidragede med.

Man kunne have håbe på en majestætisk og stoisk hanløve, men må nøjes med en smeltet lion bar i sommervarmen.

Det er billige tricks kun at tilbyde sit publikum dét de i forvejen kan lide og holder af. Man bliver ikke belønnet af at være doven, men ved at turde tage chancer.

Løvernes Konge får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *