LISTE: 5 kult horror-perler

En anbefaling af 5 kult horror-film, som sagtens kan nydes en mørk forårsaften.

af Jacob Faurholt

The Void (2016)

I denne glimrende og underkendte sci-fi gyser (med henrivende b-films æstetik), følger vi en gruppe mennesker, som bliver fanget på et lokalt hospital. De er omringet af en mystisk og skræmmende kutteklædt kult, og indendørs er de heller ikke på sikker grund. The Void emmer af stemning, spænding, og mystik, og den burde ses af enhver med hang til sci-fi og gys.   

The VVitch (2015)

Robert Eggers begejstrede sidste år de fleste anmeldere med sin bizarre og fascinerende film The Lighthouse. Jeg er dog mere til gyseren The VVitch, hans forrige film fra 2015, som foregår i 1600-tallets England. Heri bosætter en familie sig op til en skov, efter at de, grundet religiøse uoverensstemmelser, er blevet forvist fra deres landsby. Snart begynder ulykkerne at vælte ned over dem, og spørgsmålet er om de er blevet forheksede? Filmen emmer af en foruroligende stemning, billederne er flotte, og troværdigheden er i top. Ikke mindst da dialogen er baseret på gamle tekster om hekserier og trolddom.    

The Babadook (2014)

I 2014 kom instruktør Jennifer Kent’s debut film The Babadook. En isnende australsk gyser med en frygtindgydende præstation af Essie Davis. Hun spiller en mor, som sammen med sønnen Sam, læser pop-up børnebogen Mister Babadook. Dette udløser en sand storm af psykologiske gys, da indholdet af den uhyggelige bog begynder at manifestere sig i deres hverdag. The Babadook er en stemningsfuld og visuelt lækker gyser, og den er uhyggelig! Hvis du er på udkig efter et kritikerrost kult-gys fra down under, så er det bare med at åbne op for Mister Babadook. 

The Loved Ones (2009)

For år tilbage så jeg dette vanvittige slasher-gys på Fantasy Filmfest i Berlin. I The Loved Ones bliver pigen Lola afvist af drengen Brent, da hun inviterer ham til prom night. Dette udløser en kaskade af hævn fra Lola’s side. En på papiret lidt fjollet og banal historie, men i instruktør Sean Byrne’s hænder, udvikler det sig til et bizart og originalt festfyrværkeri af en slasher. I biografens mørke fik jeg blæst mig en midterskilning, og jeg følte efterfølgende, at jeg havde set et sandt mesterværk. Hvis du kan støve The Loved Ones op, er det alt besværet værd.  

It Follows (2014)

Instruktør David Robert Mitchell’s It Follows var en lille sensation da den udkom i 2014. En low budget gyser, med en original lyd – og billedside (ikke ulig David Lynch), samt en virkelig ubehagelig storyline hvori folk bliver forfulgt af en overnaturlig kraft. Filmen var en af de første i den nye “guldalder” for horror-film, hvor vi senere fik serveret mesterværker som Get Out og Hereditary. Hvis man endnu ikke har set denne lille perle af et gys, har man noget at se frem til.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *