Joker anmeldelse

af René Buchtrup
af Andreas Nørgaard

Originaltitel: Joker. Instruktør: Todd Phillips. Produktionsår: 2019. Biografpremiere: d. 3. oktober 2019.

Til alle der har nået et mætningspunkt med superheltefilm, så er der gode nyheder at hente i DC Comics “Joker”: der er ingen superhelte med i filmen.

Det er vigtigt at vide, at dette ikke er en film, der tager superheltegenren op overhovedet.

Intet stramtsiddende spandex, ingen cheasy one-liners, ingen CGI/special effects.

Den berører slet ikke emnet, men den lægger op til historien, som vi kender fra Dark Knight. Hele delen med anarki og selvtægt er som taget ud af en intro fra selvsamme film.

Dette er instruktør, Todd Philips’ forsøg på at gå fra dumme komedier, og over til en seriøs film.

Er det for ambitiøst?
Er han overhovedet den rette til dette projekt?
Lykkes han med det, eller glider muligheden ham af hånde som en lort i et lokum?

Det korte svar er; JA(!!)….han lykkes i den grad.
Det lange svar får du ved at læse videre.

Vi går fra fjolle-komedierne, Tømmermænd I Vegas” (1-3), til psykologisk drama for alle pengene. Det er beskidt, det er ubehageligt og det gør knugende ondt i maven.

Det er, kort sagt, en filmoplevelse af de helt store!

“Joker” er fortællingen om manden, Arthur Fleck, og hans forvandling til at blive den ultimative skurk i Gothams gader, The Joker.

Vi er i 1981. Gotham er en by i krise. Affaldet flyder i gaderne. De rige bliver rigere, mens de fattige desperat prøver på at overleve. Fleck drømmer om at kunne leve af at lave stand-up. Han tror han har funny bones og et gudsbenådet talent, som bare mangler at blive opdaget.

Men publikum finder ham ikke morsom. I stedet ser de en sølle eksistens, der slet ikke er sjov, men som derimod skræmmer. Når han griner, bliver der dødsens stille. Hans grin er hjerteskærrende og beretter om en mand, som griner af det vi andre dødelige ser som alvor.

Fleck er en mand der ikke forstår den omverden han befinder sig. En stakkels mand, der lige så langsomt driver længere ind i sig selv og endnu længere væk fra realiteterne: at alle ser ham som klam, utilregnelig og underlig. En freak, som kun hans mor (spillet af (Frances Conroy), vil kendes ved.

Phillips nikker anerkendende til Martin Scorseses 70’er og 80’er-film, “Taxi Driver” og “The King Of Comedy”, der handler om særlige og isolerede tilfælde, der ikke formår at leve op til samfundets normer.

Joaquin Phoenix, der siden sit helt store gennembrud, i Ridleys Scotts Gladiator, spiller endnu engang, så engle og dæmoner synger.

Det er vel de færreste af os der ikke blev imponeret af Heath Ledgers kraftpræstation i “The Dark Knight”, og hans komplette galning af en karakter.
Vi vil og kan ikke tage noget fra den præstation – for den er helt unik – men vi er faktisk mere imponerede af Joaquin Phoenix’ præstation som Arthur Fleck a.k.a Joker.
Han viser ikke bare en galning, men psykisk lidelse i fuld flor. Der skal en rigtig dygtig skuespiller til at gøre dette troværdigt, og hvem bedre end Phoenix til dette?
En sammenligning er uundgåelig, men det giver egentlig ikke mening at sammenligne de to præstationer.
De er så vidt forskellige, og kan hver deres. Det eneste rigtigt sammenlignelige er karakteren de er bygget på.

I en retfærdig verden, vinder Phoenix’ en Oscar-statuette i bedste hovedrolle-kategorien til februar.

Men hvornår er verden egentlig retfærdig?

Arhur Fleck føler sig hvert fald forurettet. Over byen. Over systemet. Over hans medmennesker.

Vi havde personligt set frem til filmen pga. Phoenix, som er vores favoritskuespiller. Til gengæld var vores forventninger ikke ligefrem skyhøje, da projektet blev lanceret med Todd Philips i instruktørstolen.


Phillips vandt Guldløven i Venedig til stående ovationer med “Joker”, og den fik samtidig massiv positiv kritik. Pludselig var det okay at have forventninger.
Forventningerne blev skruet godt i vejret, og det er sgu befriende, at de til fulde er blevet indfriet.

Vi tør godt hylde “Joker” som et mesterværk. Intet mindre. En intens og ubehagelig film, som bliver bedre og bedre, jo mere man tænker over den og som vokser i ens hukommelse. En oplevelse af de helt store. For den sætter sig også fysisk og er svært at slippe.

Billedsiden sprudler af grum og ubarmhjertig 70’er-æstetik, og det føles som at gå på gaden ved siden af Travis Bickle (hovedpersonen i “Taxi Driver”) når man iagttager Phillips’ særlige værk.

Hildur Guðnadóttir’ soundtrack er helt og aldeles fremragende. Det formår, på formidabel vis, at understøtte filmens dystre tone. Nogle gange lægger man næsten ikke mærke til musikken, men det er alligevel en meget integreret del af filmen. Den lægger yderligere til det mørke univers.

Hildur Guðnadóttir er virkelig i vælten i disse år. Sidste år med scoret til “Sicario 2”, og i år til den fabelagtige miniserie “Chernobyl”, samt dette mesterværk af en film. Hun formår på lige fod som sin afdøde landsmand, Jóhann Jóhannsson, virkelig at skabe en helt bestemt stemning til hver enkelt scene.

Phillips har, med Phoenix i føretrøjen, skabte en filmoplevelse af de helt store, som gør ondt og som rammer dér hvor det for alvor kan mærkes. For “Joker” er ikke en underholdende film, om superhelte, der redder dagen med et smil på læberne. Nej, det er en fortælling om et menneske, af kød og blod, der med sminke og blod på mundvigen, forlader manegen og rammer én hårdt på vej derfra.

Joker får 6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *