Jojo Rabbit (biograf anmeldelse)

Originaltitel: Jojo Rabit. Instruktør: Taika Waititi. Produktionsår: 2019. Genre: dramakomedie. Biografpremiere: d. 16. januar 2020.

Filmen blev set i Cinemaxx, Aarhus
af René Buchtrup

En nazikomedie?

Ja, hvordan er det lige man hurtigt og nemt kan forklare, hvad instruktør Taika Waititis senste film, er for en størrelse. 

Kort sagt, så er Jojo Rabbit en svær film at kategorisere.

Altså jo, det er en satire. Men det er sådan set også et drama. Og ikke mindst, en slapstic (falde-på-halen)-film. Samtidig, og måske, vigtigst af alt,er det en coming-up-age-film.

Den handler nemlig om den 10-årige Jojo, som vokser op under 2. verdenskrig. Han er tysker og glødende nazist.

Det er han hvert fald næsten sikker på han er.

Han går i træningslejr for børn og unge, hvor ungdommen lærer hvordan man bliver rødglødende og passionerede nazister. Dette bliver de, bl.a ved at brænde jødebøger af, lærer at kaste med våben og får “sandheden” serveret om jøderne (bl.a om hvilke overnaturlige monstre de er).

Jojo er samtidig en helt almindelig, sårbar dreng, som får sit øgenavn “Rabbit” da han ikke tør at dræbe en hjælpeløs kanin i nazilejren.

Med i lejren er hans bedste ven, Yorki (Archie Yates), som er god at have ved sin side.

Altså, Yorki kommer lige efter Der Führer, Adolf Hitler, som altid har reserveret en førsteplads, hvis han skulle have lyst til at være bedste ven med Jojo i virkeligheden. 

Men indtil den rigtige Adolf er ledig som bedste ven, har han en usynlig ven, der sjovt nok er Adolf Hitler. Med det lille, karismatiske overskæg, uniform og tyk og overdreven pølsetysk accent, agerer han som hans allerhemmeligste og mest trofaste allierede i krigens svære tid.

Waititis nye film er på papiret tåbelig og fjollet. Men den har (heldigvis) også et lille hjerte, der banker for dens hovedpersonen og hans mor. Og selvfølgelig, jødepigen, der gemmer sig inde bag væggene, hos JoJo og hans mor.

Mor, Rosie, (charmerende spillet af Scarlett Johansson) tænker ikke just høje tanker om nazisternes handlinger. Hun er en love is the strongest thing in the world-kvinde og har, uden Jojos godkendelse, gemt teenagepigen, Elsa (Thomasin McKenzie), der prøver at slippe for den de brutale og skræmmende realiteter i 40’ernes nazi-Tyskland. 

Det bedste i filmen, er det særlige venskab og bånd, der opstår mellem Jojo og Elsa. Jojo, der i starten lægger skræmmende afstand til hende som menneske, i det hele taget, og Elsa, der umiddelbart virker sej og kold.

Men selvfølgelig ender de begge med at bløde op, paraderne falder, og et særligt bånd bliver skabt mellem de to unge mennesker.

For særligt udviklingen af Jojo, der egentlig bare prøver at passe ind i en fucked-up verden, er tankevækkende. Snotforvirret, må han gøre sit bedste i et samfund, hvor alle render rundt og bekriger hinanden, og hvor forskellige klasser af samfundet defineres som ikke-rigtige mennesker. 

Jojo Rabbit er i bund og grund en ret god film, med en fin lille historie og et par troværdige karakterer i front. 

Men dens slapstick-humor med den usynlige ven, Adolf Hitler, som Jojo’s sidekick, er yderst besynderlig. 

Hitler bliver (over)spillet af instruktøren selv, Taika Waititi, som insisterer på det omvendte af less is more

Her bliver alt sagt med store bogstaver. Det virker mest af alt bare overgearet og er overhovedet ikke morsomt. 

Muligvis har Waititi haft intentioner om at skabe en Hitler-figur, som med sine observationer kunne udstille de mange absurde ting der sker i 40’ernes Tyskland. 

Efter filmens første tyve minutter i biografen, var mit smil stivnet, og luften var feset ud af Fúhrer-ballonen. 

Ideen om at skabe en, åbenlyst fjollet Hitler-klon, som sidekick, så han ikke kan betragtes som en reel trussel, men i stedet som et sølle skvat, er fin på papiret. 

Men Waititi, som tidligere har haft lavet komiske og underspillede perler, som What We Do In The Shadows (2014) og Hunt For The Wilderpeople (2016), har i sin iver, skabt en overspillet dumrian, som ikke gør sin film og sin karakter, nogen tjeneste.

For undervejs, når filmen flere gange at blive alvorlig og dyster, men fjollerierne distancerer disse scener, så de ender med at føles ligegyldige og ubetydelige i sidste ende.

Det er synd, for kemien mellem de unge hovedroller, er fremragende. De er drøncharmerende i hinandens selskab og særligt Thomasin McKenzie, som Elsa, er et fund i rollen som, både sej og sårbar, jødisk pige, som må så frygteligt meget igennem.

Heldigvis har, den altid geniale og oscar-vindende skuespiller, Sam Rockwell, en fest i rollen som nazi-kaptajn Klezendorf. Han bliver afgørende for Jojo i sidste ende, og fremstår som en sjov karikatur på en tysk soldat. Rockwell formår, at kreere en sjov karakter, som ikke ender ligegyldig, men i stedet som en vellidt og sympatisk karakter, der ikke er til at stå for. 

Hvis Waititi havde skruet lidt ned for sin slapstick-Fúhrer og hans trælse overspil, havde den lille historie, med det fine budskab, garanteret ramt endnu mere plet. 

Men i stedet har vi en udmærket nazi-slapstick-komedie, med en snert af alvor og ikke mindst, et rørende coming-up-age-drama i midten af det hele.

Jo, Jojo Rabbit er en finurlig og underlig størrelse.

Jojo Rabbit får 3/6: 🔨 🔨 🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *