Gemini Man anmeldelse

af René Buchtrup

Originaltitel: Gemini Man. Instruktør: Ang Lee. Produktionsår: 2019. Biografpremiere: Torsdag d. 10. oktober 2019.

Hvis du indløser billet til den nye sci-fi-action-film, Gemini Man”, med Will Smith i hovedrollen, i håb om at den karismatiske skuespiller har fundet sig endnu en fantastisk rolle, så bliver du slemt skuffet.

Misforstå mig endelig ikke. Jeg har været fan af den rappe prins siden de glade 90’ere, hvor han for alvor slog igennem med de store blockbusters “Men In Black” og Independence Day”.

Jeg er også begejstret for Smiths præstationer i alvorligere roller som Muhammed Ali i “Ali” og ikke mindst, som den hjemløse far i “Jagten På Lykke”.

Men, lad os nu bare være helt ærlige: Will Smith er ikke jordens bedste skuespiller. Han vinder sandsynligvis aldrig en Oscar. Men med den rette rolle, i den helt rette film, så kan han altså noget, den mand.

Hans karisma brænder jo igennem biograflærredet og er slet ikke til at stå for, når han f.eks leger bad boy i ja, “Bad Boys” eller er en nymoderne Kirsten Giftekniv i den romantiske “Hitch”. Roller som er skræddersyet til Smith, hvor han charme og masser af humor, kan få lov til at folde talentet ud.

Talentet er til gengæld pakket langt væk i “Gemini Man”. En film som gerne vil fortælle en drønspændende historie, om en middelaldrende snigmorder, Henry Brogan, der efter mange års tro tjeneste (i at pløkke folk ned) gerne vil ud af branchen. Ikke overraskende, har nogen løjet for ham, og pludselig er han på flugt…fra en yngre klon af ham selv.

Will Smith gør hvad han kan, som manden der bare gerne vil have fred, og i hans yngre CGI-udgave, der enten er stonecold, eller et vrælende tudefjæs, inden gider se i øjnene. Men filmens gumpetunge manuskript, er konstant gravalvorligt og giver Smith (gange 2) og de resterende skuespillere i filmen, replikker i munden, som lyder hult efter de er sagt højt:

“We have to end this right now” og “He has to die. He’s your darkness you had to walk through on your own”.

80’erne og 90’ernes actionfilm har haft ringet. De vil gerne have deres cheasy oneliners tilbage…

Vi lærer aldrig rigtig Henry Brogan at kende, og vi bliver til sidst lidt ligeglade med, hvad der sker med ham i filmen.

Det, der trækker hele molevitten op, er filmens actionscener. De fleste af dem, er virkelig fede. Med 120 billeder i sekundet (HFR), gør det særligt en motorcykeljagt (Smith jagter Smith) til ren action-øjenguf. Det er, næsten, som at være der selv og man må knibe sig i armen i biografmørket, for ikke at falde af motorcyk… øh.. biografsædet.

Det er en skam, at instruktør, Ang Lee, har så store og voldsomme ambitioner på filmens vegne. I stedet burde han have fokuseret på en no brainer-actionfilm, hvor det ambitiøse nonsens var skåret fra, og vi stedet havde en enkel historie om en mand på flugt. Det hele minder skæmmende meget om hans udskældte superheltefilm, “Hulk” fra 2003, hvor det hele kammede over, da Lee insisterede på at lave en kunstnerisk actionfilm. Det duede simpelthen ikke.

Hvis man se bort fra en klichebåret actionfilm, som gaber over for meget, har vi faktisk en lille, fin actionfilm, med voldsomt fede actionsekvenser.

Man skal bare ikke forvente at se Will Smith brænde igennem lærredet, som dødcharmerende og overskudsagtig actionhelt.

Heldigvis er “Bad Boys 3” er på vej i den nærmeste fremtid…

Gemini Man får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *