Film Jeg Altid Kan Smække På

af Andreas Nørgaard

Der er nogle film der sætter sig fast som en anden facehugger. Der er de film man kan se igen og igen og igen.
Det er film, der rummer en masse enkeltstående scener, der bare rammer plet, og som bli’r ved med at underholde.
Det er ikke nødvendigvis altid de bedste film, men gerne nogen med en hvis underholdningsværdi.
Som den giga-filmnørd jeg er, så har jeg mange, mange flere af denne slags film, men her er et meget lille udpluk.
Der er også fundet plads til en lille indrømmelse, en guilty pleasure om man vil.
Det er nu endelig tid til at være ærlig omkring mit lille filmiske sidespring…
Der er ikke så meget mere at sige, så her har i, hvad der altid virker hos mig.

God fornøjelse.

Boondock Saints (1999) Instruktør: Troy Duffy

Den her ramte mig lige i fjæset, første gang jeg så den med en gammel kammersjuk. Det var tilbage i 2002, og der var jeg i den grad modtagelig overfor en gang ultravoldelig actionkomedie.
Jeg har vel i gennemsnit set den én gang om året siden, og den er lige god hver gang.
De to brødre er så hammerfede, og så cool, at selv Tarantino må have rystet i bukserne, og fået lange løg ved tanken om at hans position som “Master Of Coolness” var truet.

Filmens to virkelige trumfer er dog vanviddet, Rocco, brødrenes ven og makker, samt FBI agenten Paul Smecker.
Rocco er en komplet galning, der går fra elskelig og provokerende klovn, til elskelig og skydegal mafiastikker.
Han har nogle oneliners, som rangerer iblandt de bedste overhovedet.
Han er brødrenes hangaround, og gode ven, og han er den karakter i filmen der gennemgår den største udvikling.
Han vil så gerne være med til at rydde op i Bostons kriminelle underverden sammen med brødrene, men han besidder ikke deres elegance og coolness.
Han er hysterisk og uberegnelig, hvilket giver os nogle fantastiske scener.
Paul Smecker derimod, han besidder elegance og coolness, samt en arrogance, der ville få Zlatan til at skide grønne grise.
Han er en af mine yndlingskarakterer i filmhistorien, og Willem Defoe har aldrig været bedre.
Han er en fremragende detektiv, og hans feminine og arrogante fremtoning giver ham en masse kant og pondus.
Paul Smecker er den eneste der synes at være brødrene overlegen, men han sympatiserer samtidig med deres motiver – måske ikke altid deres metoder.
Det giver en masse fede scener, og en helt igennem møgfed film

Jeg hiver den altid frem, når jeg lige skal have et solidt filmisk los bagi, og allerede har set Tarantinos film…

Pulp Fiction (1994) Instruktør: Quentin Tarantino

Samtlige film af Tarantino kunne være på listen, men jeg går med Pulp Fiction – verdens bedste film!
Til gengæld vil jeg ikke skrive noget særligt om den, for jeg har haft den med på en del af mine lister herinde.
Jeg kan vel i bund og grund heller ikke skrive noget om Tarantinos episke mesterværk, som i ikke ved i forvejen?

Jeg behøver f.eks. ikke nævne hvor fedt soundtracket er, og hvor mange gange jeg har spillet ond luftspade til Dick Dales Misirlou fra åbningssekvensen…vel?
Jeg behøver vel heller ikke nævne at dette er den film, der rummer flest ikoniske scener , og quoteworthy oneliners?
Hvis jeg begynder at snakke om fortællestrukturen, om hvordan han effektivt springer i tid, og starter og slutter med den samme scene, så får jeg vel kylet i nakken, at jeg gentager mig selv – SKRIV NOGET NYT!
Hvis jeg derudover lige tager med, at Samuel L. Jackson og John Travolta er filmhistoriens sejeste makkerpar, der er udstyret med et helt urimeligt godt sæt replikker, så er det bare ananas i egen juice..?
…..hov, og det er vist første og eneste gang jeg har skraldgrinet af en voldtægtsscene. For den er edderhyleme sjov!

Hvis jeg en gang til kalder Pulp Fiction for verdens bedste film, så må den efterhånden være sivet ind hos jer alle, for Pulp Fiction ER verdens bedste film, punktum!

Ørneborgen (1968). Instruktør: Brian G. Hutton

Det her er uden tvivl den krigsfilm jeg har set flest gange.
Det er også en af de længste, men i mine øjne er den perfekt.
Den har charmen fra de gode gamle film, men uden at give afkald på filmens alvorlige tone.
Richard Burton og Clint Eastwood rydder op i nazireden, og det er helt rart at se dem gå skråt amok på den tyske bærme af slyngler.
De bruger snilde, kynisme og ekspertise i våbenbrug til at nedlægge et utal af tyskere, og udføre deres mission.
….en mission der ikke er som den ser ud til. Er der dobbeltagenter på spil? Er der flere agendaer hos vores hovedpersoner?
Hvem er den amerikanske general George Carnaby egentlig?
Det er udover at være en fabelagtig krigsfilm, også en ferm thriller, der flere gange tager sit publikum ved næsen, og leger med deres gængse opfattelse af grundstrukturen i film på det tidspunkt (1968).
Ørneborgen har en solid plads iblandt mine yndlingskrigsfilm, og den rummer flere af mine favoritscener i filmhistorien.
Jeg kan fremhæve Richard Burtons forhørsscene i den enorme pejsestue som min favoritscene i filmen.
Han er kold som is, og han tager med sin kølighed og sit had til forrædere fuldstændig røven på de øvrige implicerede.
Det er mesterligt!
To og en halv times filmmagi, værsgo.

Con Air (1997). Instruktør: Simon West

90’er action, når det er bedst.

I løbet af to år gik Nicholas Cage fra at være karakterskuespiller, til at være hot actionbøf – noget han dog i den grad har skyllet ud i lokummet sidenhen.
Anyway, på de to år lavede han The Rock, Face Off og Con Air, og det er sgu godkendt.
Cage spiller fangen Cameron Poe, som skal stoppe en masse hardcore kriminelle – primært mordere – fra at slippe væk i et kapret fly.
The bad guys er anført af en suveræn John Malkowich, som stjernepsykopaten, Cyrus “The Virus” Grissom.
Der er showdown i flyet, og slutteligt i Los Angeles gader, og sine steder er det sgu en lidt corny sag, men for fanden hvor er den da fed alligevel. Den ramte mig massivt, da jeg så den som 15 årig, og den har ikke sluppet sit tag i mig.

Dum & Dummere (1994). Instruktør: Farrelly Brothers

Skal jeg vælge én af Jim Carreys komedier, så bli’r det Dum Og Dummere, men den er sådan set bare repræsentant for alle hans 90’er komedier.
Jeg har set dem alle et utal af gange, og det vil jeg blive ved med.
Det vil jeg fordi de bare er hylemorsomme, og dels fordi jeg aldrig bli’r træt af Jimbo-drengsen.
Han kan noget de andre ikke kan.
Verdens sjoveste mand?
Ja måske.
Men Dum Og Dummere er verdens sjoveste komedie – og den bedste, end of story!
At følge to gange kæmpeidiot, i-like-it-a-lot!
Harry og Lloyd er et elskeligt makkerpar, der virkelig prøver at passe ind, de prøver virkelig.
De er underbemidlede, åndssvageanstaltsberettigede, lidt enfoldige, de har ikke fået ved kasse ét, kald dem hvad i vil, men de er skønne, og de supplerer hinanden perfekt.
Jim Carreys talent kender vi, men Jeff Daniels’ tæft for komik fortjener bestemt også opmærksomhed; manden er et lille komisk vidunder.
Jeg har i mine unge dage ofte kopieret hans legendariske lokumsscene – både alene, og for åben dør til min ven og bofælle…

Deres odyssé tværs over det nordamerikanske kontinent byder på flere geniale scener end jeg kan tælle, og den rummer flere oneliners og gale påfund end det burde være muligt.
Det er altid en fornøjelse at være i selskab med Harry og Lloyd – et makkerpar af Guds nåde!

Jurassic Park (1993). Instruktør: Steven “violinbetvinger” Spielberg

Jurassic Park er muligvis den film jeg har set flest gange.
Den er fantastisk fortalt, og den oser af eventyrlyst.
Det er en film der kan fange alles opmærksomhed, hvadenten du er barn eller voksen.
Kort og godt.

Jurassic Park rummer så mange scener, der efterhånden er blevet legendariske:

T-Rex slipper ud, smadrer alt, maltrakterer børnenes bil, og æder en slesk advokat.
Da jeg så det som 9-10 årig var jeg blæst væk. Den ser jo ægte ud for fanden.
Dr. Sadler hjælper en syg Triceratops, og er vidne til den største dynge lort i filmhistorien.
Åbningsscenen. En raptor skal på plads i indhegningen, men får fat i en arbejder… SHOOOOOT HEEER!

Scenen med raptorene i køkkenet er dog min favorit, og den er iblandt mine favoritscener i filmhistorien. Fed detalje, at det er to børn der skal outsmarte de intelligente dyr.
Mit hjerte sidder stadig i halsen fra start til slut i det køkken.
At den ene raptor lige banker lidt i gulvet med sin kæmpeklo, er endnu en detalje jeg elsker.
Den viser lidt af Spielbergs legesyge, og trang til at underholde. Det tager også kortvarigt toppen af intensiteten, så man kan trække vejret.

Filmen er fra 1993, og føles stadig relevant og nyskabende idag.
….også er den fantastisk lavet – også efter nutidens standarder.

Cocktail (1988). Instruktør: Roger Donaldson

Jeg kryber til korset; min guilty pleasure.
Tom Cruise uden elitens wienerbrødsspisende, trehovedet bøllefrøer med sovs på skjååårten – dem der kommer i rumskibe af balsatræ og har toiletter af pap (er det ikke cirka vrøvl som dette, der kendetegner scientologi?), men til gengæld med skingert falsethyl.
Det var dengang han var en lækkerbisken, en sand Bent Smørhår. Det var dengang han lagde kimen til den megakarriere han har idag.
Jeg synes personligt Tom Cruise kan være en glimrende skuespiller, og en fremragende actionstar.
Egne vanvittige stunts, og tre Oscar-nomineringer, hvoraf han skulle have haft den for Magnolia, vidner om dette.

Cocktail får prædikatet; tøsefilm, men hvis vi skal have fat i genrenazisterne, så er den jo faktisk en masse andet også.
Drama, buddyfilm, 80’er kitch, lovestory.
Den er catchy som de få, og bare rigtig skøn og ungdommelig.
Tom Cruise spiller Brian Flanagan, en upcoming bartender, der starter karrieren på de klæbrige gulve i mindre barer, og som arbejder sig op i fødekæden er letfordøjeligt drama når det er bedst.
Hans makkerskab med Doug Coughlin (en skøn Bryan Brown) byder på mange sjove scener, og enkelte rørende øjeblikke.
Deres makkerskab bag baren er virkelig kækt, og lad os være ærlige, en smule latterligt. De kører den dog i den grad hjem på charmen, så all sins forgiven.
Elizabeth Shue er skøn som det forstyrrende element i Flanagans verden af status og masser af damer.
Hun griber ham om nosserne, og lærer ham om andre sider af livet.
Monogami f.eks…

Jeg vil ikke helt være ved at jeg kan lide den, men her har i beviset – og det er endegyldigt.

Coughlins law: Admit your flaws and needs.

Vi runder af:

Cocktail-indrømmelsen er ude af systemet, og hvor er det dog dejligt at være fri af de lænker, der i årevis har tynget mig ned.
Lad mig citere Per Vers:

“Et meget lille skridt for
menneskeheden, men et stort svedigt mandeskridt for mig”.

Dette er som sagt bare et lille udsnit af de film jeg altid kan smække på, når jeg er lost i filmens forunderlige verden.
Hvad har i selv af film i altid kan se?

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *