En Hvid, Hvid Dag (biograf anmeldelse)

Originaltitel: Hvítur, hvítur dagur . Instruktør: Hlynur Pálmason. Genre: drama. Produktionsår: 2019. Biografpremiere: d. 5. dec. 2019 (bl.a. i Øst For Paradis, Aarhus).

af René Buchtrup

En kvinde kører galt

“Når alting er hvidt, og du ikke længere kan se forskellen mellem jorden og himlen, kan de døde tale til os, der er i live”.

Filmen starter ud med et citat. Dernæst ser vi en bil køre afsted på landevejen, et sted i Island. Tyk tåge, og det er stort set umuligt at noget. Kort tid efter, kører bilen galt.

Føreren omkommer.

Efterfølgende ser vi et hus. Omkring 5 minutter ser vi det samme hus, fra dag til dag, årstid til årstid, mens huset bliver renoveret af manden Ingimundur ( Ingvar E. Sigurðsson). Den pensionerede politimand sørger stadig over tabet af sin kone. Hende, der kørte galt.

Han er tvunget til terapeut for at snakke om sine følelser. Det er han ikke meget for. Han vil helst slippe, så han kan renovere videre på huset, som hans datter, hendes mand og børn skal bo i.

Da Ingimundur kigger konens aflagte ting igennem, finder han ud af at konen muligvis havde en affære med en anden, mens hun levede.

Hurtigt bliver den rolige og melankolske film om sorgarbejde, også til en slags kriminalfortælling, om en desperat og sørgende mands hunger efter at finde en synder af kunne straffe.

Det ligner næsten en Coen-brødrene-film på islandsk, når den pensionerede politimand tager på hævntogt.

Det er grumt og særdeles underholdende. Men mest af alt, tragisk.

Fra Vinterbrødre til En, Hvid, Hvid Dag

Den islandske instruktør, Hlynur Pálmason, der debuterede med den flotte, mystiske perle, “Vinterbrødre” i 2017, har i sin anden spillefilm, lagt en smule låg på de store, kunstneriske armbevægelser. Alligevel er der i “En Hvid, Hvid Dag” også plads til eksperimenterende kameravinkler, gådefuldt violinmusik og masser af symbolik, som hæver filmen fra det middelmådige niveau.

Særligt er fotograf, Maria Von Hausswolf eminent til at skabe helt særlige stemninger. Fra klaustrofobiske og intense billeder af den desperate enkemand, Ingimundur, til den vilde og voldsomme, islandske natur, som er nødesløs og brutal, men alligevel gude smuk.

Skuespillet er upåklageligt hele vejen gennem filmen, men dem der gør allermest indtryk, er hovedperson, Ingimundurs sammenspil med hans barnebarn, Salka (Ída Mekkín Hlynsdóttir), som er hjertet i den, til tider, dystre fortælling.

De er håbet og lyset for enden af tunnelen.

Et islandsk fænomen siger, at sne eller tåge får himmel og land til at stå i ét. Dette kan forbindes til det gådefulde citat fra filmens start. Islændingene tror at de levende, under disse omstændigheder, kan tale med de døde. En smuk, men også lidt skræmmende overtroisk tanke.

Om den fortvivlede enkemand, Ingimundur , finder fred med hans elskede og savnede kone, står ikke klart efter rulleteksterne.

Meget står uklart til sidst. Forløsning eller ej.

Vi runder af

Selvom skuespillet er sublimt, billederne er fantastiske, og næsten, helt hypnotiserende og musikken er dragende, rammer filmen ikke på samme måde som Hlynur Pálmasons forgænger. Det er som om han burde have gået all the way med hans kunstneriske ambitioner.

Men “En Hvid, Hvid Dag” er stadig et rørende og tankevækkende sorgdrama, tilsat en lidt mørk noirkrimi og en knivspids sort humor, der gør mere indtryk de fleste andre filmoplevelser.

En Hvid, Hvid Dag får 4/6:

🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *