Dumbo anmeldelse

af René Buchtrup

Den dygtige filmsnedker Tim Burton har styr på sit håndværk i hans version af Dumbo, som dog føles som gammelt vand på nye flasker.

Dumbo havde biografpremiere d. 28. marts 2019

Hvorfor er det egentlig at Disney rebooter sig selv i disse tider?

Hvordan kan det være at nyklassikere som Løvernes Konge og Aladin kommer i biograferne denne sommer?

Vi kan åbenbart ikke få nok af Disneys universer….

Eller hva’?

Her er der selvfølgelig tale om liveaction/realfilm. Men alligevel.

Skønheden & Udyret blev i 2017 transformeret om til virkelige væsener i realfilm. Eller, dvs. med “lidt” hjælp fra en hulens masse computerarbejde.

Den kopierede stort set alt fra tegnefilmen, så den nye version blev en flot, men tam omgang vi havde set før.

Så hvorfor overhovedet gøre det? For at please den store skare af Disney-fanatikere rundt i verden?

Heldigvis er der lavet meget om i den nye version af Dumbo. Instruktør Tim Burton, som i 90’erne brillerede med de skønne og mærkværdige perler “Ed Wood” og Edward Saksehånd” kan stadig sit håndværk. Men når det drejer sig om de skæve og underfundige historier om de små outsidere, han er så kendt for, føles han film nu som rutinearbejde. Som en kopi af hans tidligere og bedste arbejde.

Dumbo bliver nemlig ikke båret frem af den særlige historie. Heller ikke det gode skuespil. Den disker heller ikke op med noget nyskabende.

Men den giver til gengæld sit publikum en flot oplevelse som ligner en milliard på det store lærred.

Det er dømt nostalgi for alle pengene, når storkapitalen Disney rører godt rundt i gammelt vand på nye flasker.

Den originale Dumbo-tegnefilm fra 1941 er en historie om en outsider der finder sin plads i verden med sine enorme ører. Det gør han også i Burtons version.

I 2019-version kommer den kære Dumbo også til verden i et cirkus. Han er outsideren der med hjælp fra den hjemvendte soldat, Holt Farrier (Colin Farrell med én arm) og hans to søde børn, Milly og Joe, opdager hans særlige evne og træner ham.

Da cirkus-direktøren, Max Medici (Danny Devito) opdager dette, går det pludselig stærkt, og pludselig vil hele landet se den flyvende elefant.

Dumbo og hans mor bliver skilt fra hinanden og de animerede elefanter, som ser fantastisk levende ud, sørger for de mest rørende scener i filmen.

Milliardæren Vandevere (Michael Keaton) gør efterfølgende Medici til partner i hans endnu større cirkus. Og så går det stærkt.

Men selvfølgelig har den ellers så pæne og charmerende milliardær lumske planer. Og selvfølgelig skal Farrier og hans børn, inklusiv deres nye ven, akrobaten Colette Marchant (Eva Green). kæmpe mod Vandevere og hans kompagnoner. De gode mod de onde.

Det er jo Disney som vi kender dem. Hvabehar?

Tiden flyver i selskab med i den dygtige filmsnedker, Tim Burtons, hule hænder. Der er kælet for detaljerne, rent visuelt og selvom manuskriptet til tider føles kvalmende sødt og gumpetungt, glider det hele ned overraskende let alligevel.

Så selvom de dygtige skuespillere ikke får meget ud af deres karakterer, og deres replikker lyder ofte fjollede og klichefyldte, er det som om det ikke gør det store. Den eneste der sprudler (selvom han overspiller så det batter) er Burton-veteranen, Danny Devito. Og nå ja,- Alan Arkin får skræmmende meget ud af sin ellers lille rolle som bankdirektøren Mr. Remington.

Det er en forudsigelig historie, ja. Men det vidste vi godt allerede dengang vi indløste billet. Vi vidste jo godt hvad vi gik ind til. Gjorde vi ikke?

Tænk hvis Disney havde lavet for meget om så vi ikke kunne genkende den kære, nuttede elefant med de alt for store ører.

Så havde der lydt et ramaskrig fra samtlige Disney-fanatikere rundt over hele verden.

Tror i ikke?

Dumbo holder den flyvende og hvis I vil med på en lille tur (ikke på et flyvende tæppe, det bli’r først til maj, når Aladdin lander), er du inviteret med på rejsen.

Dumbo får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *