De Særlige (biograf anmeldelse)

Originaltitel: Hors Normes. Instruktører: Éric Toledano og Olivier Nakache. Produktionsår: 2019. Genre: drama/komedie. Biografpremiere: d. 23. januar 2019

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus
af René Buchtrup

Fra skaberne bag De Urørlige…

Man kan allerede mærke presset komme snignende. Kan man ikke?

Den franske duo, Éric Toledano og Olivier Nakache, havde i 2011 et verdenshit så stort, så det solgte over en halv million biografbilletter i lille Danmark.

Det var en crowdpleaser ud over alle grænser. På den rigtigt gode måde.

Modsætninger mødes i fortællingen om den sorte og charmerende, Driss, der er hjælper for den hvide stenrige, Phillipe, som sidder i kørestol. En hjertevarm fortælling, om et overraskende venskab.

Efter Samba (2014)og C’est La Vie! (2017) er de tilbage med endnu en feel-good film om et særligt makkerpar.

De Særlige er historien om vennerne Bruno og Malik (spillet af Vincent Cassell og Reta Cateb) som begge er vokset op i den franske slum. Sammen har de skabt et værested for teenagere med særlige behov. Skrøbelige, unge mennesker, som samfundet har givet op over for, og som andre institutioner ikke har kunne klare.

I flere af tilfældene, drejer det sig om unge autister med voldelige tendenser.

Men i hænderne på de franske feel-good-prinser, er der en ligevægt mellem det socialrealistiske tunge og det hyggelige, lune og rørende.

Man skal dog ikke læne sig for langt tilbage i biografsædet og forvente en hyggespreder af en venskabsfilm, som De Urørlige. Så bliver man slemt skuffet.

Der er ikke gået Ken Loach i den, men det er som om at instruktør-duoen i denne omgang har mere at sige om samfundet og dem der bliver svigtet af det.

I centrum af hele fortællingen, er altid forrygende Vincent Cassel (måske mest kendt for sine hårdkogte roller, bl.a i Eastern Promises og La Haine) og ikke mindst, Reda Cateb (Profeten og Zero Dark Thirty). Førstnævnte er for en sjælden gang skyld, mild og blød i rollen som den idealistiske jøde, Bruno. Cated er lige så blød som smør, i rollen som vennen, Malik som er muslim og som måske er en smule mere praktisk i sin tilgang.

Sammen er de med til at til at skabe en bedre verden for de særlige. Og vi skal som publikum både grine og græde med vennerne og deres kamp for en bedre verden for de unge autister.

Hvor De Urørlige havde en helt enestående kemi mellem de dimentrale modsætninger, som fandt hinanden til sidst, har vi ikke helt samme pondus med venneparret, Bruno og Malik, som ellers er bundsolide og ligger en god bund for dramaet i filmen.

Nej, de helt store stjerner, er de unge skuespillere, som giver den gas som samfundets udsatte, autistiske tabere og de giver filmen et ekstra sprøjt autenticitet og troværdighed.

Fra de morsomme og søde scener med den unge mand, der øver sig i ikke at trække nødbremsen i toget, til den skrøbelige dreng, der prøver at undgå en dagligdag, hvor han ikke skader sig selv.

Som en frustreret Bruno siger, i en af filmens nøglescener, så er ungernes alternativ, at de bliver proppet med medicin og efterlades på de lukkede afdelinger på ubestemt tid.

Og kan man kalde det et værdigt liv? Handicap eller ej.

At filmen i sidste ende glemmer sine hovedkarakterer en smule, og i stedet svæver afsted med en løftet pegefinger om det moralske, som burdes gøres i samfundet, kan man bære over med.

For samlet set er De Særlige en rigtig fin oplevelse, som giver stof til eftertanke og et smil på læberne med Brunos mantra i baghovedet: vi finder en løsning.

For rigtige ildsjæle, som Bruno og Malik, findes heldigvis rundt om i hele verden og giver selvfølgelig ikke op over for sine medmennesker i nød.

De Særlige får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *