Bumblebee anmeldelse

Der er dømt nostalgi for alle pengene i den nyeste Transformers-film som fortæller simpel historie med stort hjerte.

af René Buchtrup

Bumblebee havde biografpremiere d. 3. januar 2019

I 2007 blev den første Transformers-film udgivet. Og med masser af succes.

Det populære 80’er-legetøj fra Hasbro blev bragt til live i Michael Bay’s sjove, hyggelige og popcors-underholdende “Transformers”.

Det var en origin-story om en ung mand og hans nye, yderst besynderlige ven, autobotten Bumblebee.

Selvom Michael Bay elskede at kreere actionsmadder med hans computer-animerede robotter, så man blev helt rudtosset, huskede han den fine, lille historie, om en dreng og hans nye ven. Den historie var heldigvis i centrum. Sjov, sød og underholdende.

At han så sked på det hele, øh, undskyld jeg mener, at han smed det hele væk, allerede i film nr. 2, er så en helt anden sag. Og i film 3. Og 4. Og 5!

Så da verden i den grad havde fået brækfornemmelse og mange tænkte: Nu Er Det Nok, dukkede “Bumblebee” så pludselig op i biograferne.

Men her er den kære Michael Bay heldigvis blevet skiftet ud med Kubo And The Strings-instruktøren Travis Knight, som ikke er fan af kønsløs robotsmadder, men til gengæld den gode historie. Igen en fortælling om en følsom, stor robot og hans nye, unge ven.

Egentlig er det set hundrede gange før på film, altså historien om det umage makkerpar. Inspirationskilderne er hvert fald ikke til at tage fejl af og tankerne leder hurtigt én hen på “Drengen Og Jernkæmpen” (1999) og “Big Hero 6” (2014) hvor forskelligheder møder hinanden på det helt rigtige tidspunkt og et umage venskab opstår.

Sådan er det også i “Bumblebee” hvor den kære B-127 (altså Bumblebee) bliver sendt til jorden for at redde sit (metal)skind og tilfældigvis møder den 18-årige Charlie (Hailee Steinfeld) som i den grad godt kan bruge en ven i hendes liv. Hun har det ikke nemt blandt hendes jævnaldrende, hendes far er ikke længere i hendes liv og hendes mor har fundet en ny mand, der smiler alt, alt for meget.

Det hele foregår i 1980’erne, altså flere år inden Bumblebee møder Sam Witwicky i den første Transformers-film. Der er dømt E.T og Stranger Things-stemning med et overdådigt 80’er-soundtrack som de fleste kan nynne med på.

Man skænker det ikke en tanke at den kære Bumblebee er lavet på en computer og at Steinfeld egentlig snakker ud i den blå luft i virkligheden. Nej, for deres samspil er så troværdigt, så denne 34-årige anmelder ofte havde våde øjne undervejs i filmen. Filmen er konstant på vippen til at falde i klicheernes grøft om den svære teenager der må så frygteligt meget igennem, men Steinfeld er simpelthen blændende som teenageren som kæmper og som vil gøre alt for at finde sig selv i det svære, kommende voksenliv. Og det 3 meter høje maskinbjerg af en krigsmaskine er skrøbelig og kærlig som en forvokset hundehvalp. Ham Bumblebee er simpelthen ikke til at stå for.

Selvfølgelig kommer vi ikke udenom de mange actionscener og selvfølgelig er der både farlig modstand fra rummet (to decepticons som vil gøre alt for at udslette Bumblebee) og en gnaven elitesoldat spillet af John Cena (som vil gøre alt for at udslette Bumblebee). Men heldigvis vil instruktør Knight gerne have sit publikum til at se nogle fede actionscener, hvor man rent faktisk kan se hvad der foregår. Det bliver ikke, ligesom Michael Bay gjorde det, mudret og sløret, så man bliver 3d-rundtosset (hvem slåsser med hvem). Det bliver til gengæld lækkert udført, så man nyder hver en smadder-scene og hungrer efter mere.

Dette store legebarn af en voksen gik med stort smil og våde øjne ud af biografen og tænkte ved sig selv: “der er håb forude alligevel”. Det er faktisk muligt at lave en rørende actionfilm som både har hjerte, en god fortælling, skønne karakterer og en skøn sjat humor med sig i bagagen.

Den burde måske kun få 4 hamre, men den får den femte for at være den bedste Transformers-film nogensinde.

Bumblebee får 5 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *