Barry anmeldelse

Stive teaterreplikker og smokin’ guns går hånd i hånd i den sorthumoristiske komedieserie “Barry” som er én af 2018s allerbedste serier!

Hele 1. sæson er tilgængelig på HBO Nordic

af René Buchtrup

Hvis du er serienørd og up to date med ALT hvad der rør sig på Netflix, HBO osv, vil du sikkert sige tsk tsk til denne anmeldelse.

Det første Barry-afsnit blev nemlig langet over “streamingdisken” helt tilbage i marts måned 2018.

Men betyder det af Barry ikke behøver at blive anmeldt her på siden?

Nej, tværtimod. For den er faktisk én af de allerbedste fra det forgange år.

Barry er så utraditionelt som en sorthumoristisk lejemorderserie. Faktisk en serie med det særlige twist at hovedpersonen Barry (Bill Hader i sin livs rolle) er en lejemorder som vil ud af branchen og har et blændende ønske om at blive….skuespiller.

Selvfølgelig er det ikke helt nemt og vores “flinkePer” af en hovedperson (han er faktisk ekstremt sympatisk af en lejemorder at være). For konflikten ligger ikke blot ved at hans fars gamle ven, Fuches (Stephen Root) som arbejder som hans “lejemorder-agent”, bliver skuffet over hans valg, men at hans sidste mission heller ikke helt går som planlagt.

Pludselig står Barry i den situation hvor han egentlig skal nakke nogle østeuropæriske gangstere, som selv ender med at ville eliminere ham, mens han starter på et amatørteaterhold. Der forelsker han sig så i den overambitiøse og sårbare Sally (Sarah Goldberg).

Samtidig går jagten på ind Barrys (lejemorder)profil, under ledelse af detektiv Janice Moss (Paula Newsome), mens Barrys (manglende) teatertalent bliver presset til det yderste af den krukkede, men samtidig helt igennem uimodståelige teaterinstruktør og leder på amatørteatret, Gene Cousineau (genialt spillet af Henry Winkler).

Det er både tragikomisk, spændende, rørende, underligt og underholdende at følge det brogede persongalleri i serien. Bill Hader har været med at skrive manus til “Barry” og kærligheden til universet kan i den grad mærkes.

Hader er simpelthen forrygende som skiftevis cold as ice-lejemorder, uden skyggen af talent-dårlig skuespiller på de skrå brædder, kejtet i sit forsøg på at score Sally og total stone face i mange, mærkværdige hverdagssituationer, som der kun kan grines af når man iagttager som tilskuer. 

Alle væsentlige og vigtige karakterer i “Barry” er forrygende og kommer alle i spil på en meningsfuld måde i serien. Balancen mellem det alvorlige og den tørre dead pan-humor er fantastisk og denne anmelder balancerede konstant mellem at bide negle af bar’ spænding og grine højlydt af den sjove humor. Det bliver simpelthen sjovere for hvert afsnit og seriens 8, med en sølle spillelængde på 30 min. pr afsnit, flyver afsted.

Denne anmelder glæder sig til når 2. sæson bliver tilgængelig på HBO Nordic i løbet af 2019 og krydser fingre for at Bill Hader og co. kan udvide det mørke komedie-univers endnu mere og forhåbentlig give plads til nogle nye, sjove og spændende karakterer. 

“Barry” er muligvis en underlig snegl, men hvilken en (vid)underlig én af slagsen! 

Barry får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *