Al Pacinos 5 Bedste Roller

af Andreas Nørgaard

Her har vi at gøre med en af de helt store.
Al Pacino!
Kendt som manden der fik sin Oscar for den helt forkerte film, og mange år for sent.
Det er en diskussion der nok for altid vil forekomme, og med rette.

Hvis man udelukkende tog udgangspunkt i hans film fra 1972 til 1975, så ville Al Pacino vel nok uden tvivl blive betragtet som den største og bedste skuespiller nogensinde.
På de tre år lavede han – hold lige fast i noget – Godfather, Serpico, Scarecrow, Godfather 2 og Dog Day Afternoon.
Ret sejt CV, hvis i spørger mig.

Det lader vi lige stå et øjeblik, og vi har det samtidig i baghovedet, når vi ser en af hans film fra de sidste 40 år, som med meget få undtagelser er det rene crap.
What a waste of pure talent!

Han er heldigvis ikke gået komedievejen, som en hvis De Niro i de senere år har gjort til sin lidet flatterende hjemmebane, men han har været med i middelmådige og til tider ret ringe film, som selv Nicholas Cage ville genoverveje en ekstra gang – og det siger vidst det hele.
Ovenstående er årsagen til at dette bli’r en top fem, og ikke den top ti jeg først havde tænkt mig at lave.
Han har haft mere end ti gode roller, men i modsætning til De Niro, så skorter det sgu lidt på antallet af helt store roller – hvis man lige skal sammenligne de to.
Til gengæld har han været SÅ markant op til flere gange, så ikonisk, og dét gør ham til en af de største nogensinde.
Når Al Pacino er på toppen må selv Robert De Niro kridte skoene for at følge med!

Der vil være massive spoilers undervejs, men i har vel styr på jeres Al Pacino-pensum, ikke??
Hvoromalting er, så er videre læsning på eget ansvar.
Enjoy.

5. Vincent Hanna i Heat (1995) https://www.imdb.com/title/tt0113277/

Heist film fås faktisk ikke bedre end denne, og en af årsagerne er et af de bedste casts i filmhistorien.
Flankeret af en masse stærke skuespillere, følger vi henholdsvis De Niro som bankrøveren, og Pacino som politimanden.
Deres historier kører parallelt indtil de mødes første gang i den episke diner-scene.
Scenen er blevet gennemanalyseret, og jeg kan som eneste nyt konstatere, at skuespillets ABC lige bli’r tværet i fjæset på alle – det er urimeligt godt!

Al Pacino’s karakter, Vincent Hanna, er politimand døgnet rundt.
Han lever og ånder for arbejdet, og formår ikke at lægge det fra sig.
Han er fair omkring, hvor meget det fylder for ham, men måske temmelig urealistisk ift. konsekvenserne, og det ødelæggende ved at glemme og tilsidesætte alt omkring sig.
Han siger på et tidspunkt følgende til sin kone (hans tredje):
“You have to share me with all the bad people”.
Vi tror sgu på hans vrede og sårbarhed, og vi føler med karakteren.
Han spiller den her iskolde og hamrende dygtige politimand, som kun Pacino kan gøre det.

“I’m angry. I’m very angry, Ralph.
You know, you can ball my wife if she wants you to. You can lounge around here on her sofa, in her ex-husband’s dead-tech, post-modernistic bullshit house if you want to. But you do not get to watch my fucking television set!”

4. Sonny i Dog Day Afternoon (1975) https://www.imdb.com/title/tt0072890/

ATTICA ATTICA ATTICA….!

Legendarisk og faktisk improviseret del fra Al Pacino selv.
Attica delen refererer til det berygtede fængselsoprør, 9-13 september 1971, hvor 43 mennesker mistede livet.

Al Pacino spiller Sonny, et godhjertet fuck-up, der vil betale for sin kærestes kønsskifteoperation, men ingen penge har.
De beslutter sig for sammen at røve en bank.
Kæresten og makkeren Sal (altid fremragende John Cazale) er en endnu større klovn end sin makker, og sammen får de fucket bankrøveriet godt og grundigt op.
Pludselig er de omringet af politi til alle sider, samt en menneskemængde, der dog skal vise sige, til dels, at blive en fordel for det umage par.
Al Pacino er helt forrygende som den her ynkelige desperado, der ikke kan og vil erkende nederlaget.
Han er desperat, han er nedbrudt, han er vred, også har han sgu selverkendelse.
“Mom, I’m a fuckup”.
Sådan lyder det ret beset, når sønnike ringer og ynker til mutti…

Jeg er helt vild med filmen, og dens måde at skildre hverdagens “helte/anti-helte” på.
Det er almindelige problemer, der kan få almindelige mennesker til at tage så drastiske midler i brug.

Sonny:
You’d like to kill me? Bet you would.
Sheldon:
I wouldn’t like to kill you. I will if I have to.
Sonny:
It’s your job, right? The guy who kills me… I hope he does it because he hates my guts, not because it’s his job.

3. Tony Montana i Scarface (1983) https://www.imdb.com/title/tt0086250/

Jeg kan huske at jeg – første gang jeg så den – virkelig synes han var ækel og ubehagelig, ham Montana!
Jeg var vant til Al Pacino, men havde aldrig set ham så dyster, og ukendelig som i denne rolle.
Jeg var så at sige, “blown away”.
Han er for meget med sine nedadvendte mundvige, og døde øjne, og det er helt perfekt til denne rolle.
Tony Montana ér for meget, han er over the top.
Manden er et omvandrende psykotisk cokehead, der har set for mange gamle gangsterfilm med bl.a. James Cagny, og baserer sin egen levevis på den ekstravagante, og dybt hensynsløse livsstil han ser deri.
Han behandler alle som skidt, han ved bedre end alle andre, og han dræber oftere end vi andre går på lokum.
Han starter som en lille ubetydelig fisk i Miamis narkoverden, men stiger lynhurtigt i graderne pga. sin hensynsløshed og snilde.
Manden har ingen grænser, men han har dog ét sympatisk træk over sig; han rører ikke børn!
Børn er uskyldige, og er ikke en del af de voksnes grufulde verden. Dette holder Montana stift på, og det skaffer ham flere fjender på halsen.
Filmen har enkelte meget komiske scener, som f.eks. scenen på dansegulvet, hvor Al Pacino som en anden klovn (meget akavet og enormt grimt) danser og spiller op til bossens kone – sikke da et fjols!
Derudover er der den hysterisk morsomme scorescene på strandbaren, hvor hans makker og ven lige skal vise, hvordan man egentlig lige lander en lækker dame.
Det er sjove indslag i en ellers meget dyster film.

“Why don’t you try sticking your head up your ass? See if it fits.”

2. Michael Corleone i Godfather I-III (1972, 1974 og 1990) https://www.imdb.com/title/tt0068646/

Hvis Walther White nu skulle begå sig i Game Of Thrones forræderiske univers, hvor fordækte dagsordner, forsmåede familiemedlemmer, og blodige kampe sætter en dagsorden, så kunne man med lidt fiflen hist og her, en god sjat fantasi, samt en tidsmaskine ende op med idéen til Godfather og Michael Corleone.
Det lyder måske nok lidt tåget, men der er mange paralleller imellem de tre verdener, og lidt ud-af-boksen-tænkning skader jo ikke…
Prøv selv at se på lighederne.
Anyway.

Sagaen om Michael Corleone starter med en idealistisk ung mand, som ikke ønsker at være en del af “the family business”, hvilket heller ikke er hvad hans far, familiens overhoved, Vito Corleone ønsker.
Trilogien slutter med at han dør, ensom og alene, men på toppen af sit imperium.
Han har virkelig forsøgt at finde mening med livet.
Han har forsøgt at råde bod på fortidens synder, men frelse er ikke alle forundt, og det lader til at Michael er født under en ulykkesstjerne af de mere insisterende.
Han prøver, men han lykkes ikke rigtigt med at finde freden i sit liv.

Historien om et menneske, der vil det bedste for sin familie, men stille og roligt bli’r mere og mere kold og forrået af den verden han engang – med rette – afskyede, men som han efterhånden har fundet sig til rette i. En verden, hvor han mestrer spillet om magten, og besidder en kynisk brutalitet.
En brutalitet, der er livsnødvendig, men som kan betyde nogle nærmest utilgivelige valg og handlinger.
Fantastisk og gribende historie.

Al Pacino har en evne til at se så fandens iskold og kalkulerende ud.
De øjne, der det ene øjeblik er kærlige og hengivne, og det næste sorte og iskolde. Han er skræmmende, og hvor er han bare god som det her menneske med ying og yang i

Trilogiens afslutning står for mig som af de bedste afslutninger overhovedet.
Alt har sin pris, regnskaber bli’r gjort op, vægtskålen tipper uundgåeligt til den ene side.
Den kunne ikke slutte anderledes.

“Just when i thought i was out, they pull me back in”

  1. Serpico i Serpico (1973) https://www.imdb.com/title/tt0070666/

Her er den så; Al Pacino’s bedste præstation.

Han spiller sig helt ud i dette fabelagtige politidrama., og som seer, så tror jeg på hans karakter, jeg har forståelse for hans handlinger, og bedst af alt; jeg føler sympati med ham.
Selvfølgelig har det sin pris at være “eneste” ærlige strømer på stationen.
På et eller andet tidspunkt knækker du, og folk du har kær må lide under dine frustrationer, og dit fravær…
Det der gør karakteren så likeable, er at du sgu holder med ham hele vejen – osse når han er et røvhul.
Han har et moralkodeks, som han stramt håndhæver, og nogle værdier jeg selv kan relatere til.
Han er ubestikkelig, kontant, og ikke mindst loyal overfor sine egne.
Tre ting man ikke kan sige om hans kollegaer, der ser ham som fjende og hæmsko i deres jagt på profit og personlig hæder.

Hvem kan han stole på?
Svaret er kort; ingen.

Hans rolle her i Serpico minder på mange måder om hans rolle tyve års tid senere, i heist-mesterværket Heat.
Den fremragende og godhjertede strømer, der lever og ånder for jobbet, og sætter dette før alt andet.
Det har jo som sagt sin pris, og han betaler den i begge film.

[Given a detective’s gold badge]
“Frank Serpico: What’s this for? For bein’ an honest cop? Hmm? Or for being stupid enough to get shot in the face? You tell them that they can shove it.”

Vi runder af:

Hvad byder fremtiden på for den gode Al Pacino?
Jeg tør næsten ikke håbe på det store comeback, men jeg er til dels rolig.
Hans rolle i de kommende film af Tarantino og Scorsese fylder mig med glæde.
Tarantino er jo om nogen manden der kan få de gamle ulve til at hyle igen, og Scorsese, De Niro, Joe Pesci osv, samt en fed gangsterhistorie skal nok få Pacino op i gear igen.
Jeg savner sgu de gode roller, for han er en af mine favoritter, og han kan jo godt, hvis bare han får noget at arbejde med, og hvis han altså gider, og ikke bare slår autopiloten til, og råber og skriger sig igennem manus…

Jeg gentager lige mig selv; jeg er rolig.
No worries, baby, we got this.

Boblere:

Donnie Brasco
Scent Of A Woman
Carlitos Way
…..And Justice For All
The Insider
Glengarry Glenn Ross
Insomnia
Frankie &Johnny
Dick Tracy
The Devils Advocate
City Hall

Facebook

One thought on “Al Pacinos 5 Bedste Roller”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *